Detailkæden Matas har oplevet en noget overraskende udvikling i salget af et bestemt produkt: Jodtabletter.

Jod kan forhindre optagelse af radioaktivitet i kroppen. Salget af jodtabletter begyndte pludseligt at stige efter den russiske invasion af Ukraine.

Hos selskabet Helsebixen.dk, der drives af selskabet Firtal Group, som er en del af Matas-koncernen, opleves der stor efterspørgsel, fortæller kommunikationschefen.

»10 pct. af deres omsætning lige nu er jodtabletter, og vi snakker - det er lidt svært at sige i sådan helt præcise tal - tæt på en 100-dobling af salget. Det er jo noget, der ligger relativ lavt normalt, og både vi og dem kan se, at der er en voldsom stigning i interessen for jodtabletter,« siger Klaus Fridorf til nichemediet MedWatch.

Flere medier har berettet om den særlige udvikling hos Matas, og på det sociale medie Linkedin skriver kommunikationschef Klaus Fridorf en mere personlig vurdering af hele situationen:

»Som koldkrigsbarn i 70’erne var mit ultimative mareridt altid en grå, kold atomkrig, og noget tyder på jeg ikke var alene med den frygt. I hvert fald er der mange, der pludselig kunne huske det gamle råd med jodtabletter. Jeg tror ikke vi skal regne med, at jod redder, hverken vores børn eller kloden for nutidens krigslidderlige tåber, men det viser os endnu engang, at krigen er vores allesammens problem, og at vi under overfladen nok er langt mere bange for konsekvenserne end vi vil være ved,« skriver Klaus Fridorf.

Læs også: Topøkonom: Amerikansk centralbank udløser økonomisk krise

Læs også: Danskere storkøber grønne aktier efter invasionen