Covid-19-pandemien har ramt Bavarian Nordics salg i andet kvartal, hvor vaccinerne Rabipur/Rabavert mod hundegalskab og Encepur mod flåtoverført hjernebetændelse, TBE, var negativt påvirket af virusudbruddet på hver sin måde.

Omsætningen af Rabipur landede i andet kvartal på 127 mio. kr. mod 142 mio. kr. i samme periode sidste år, og salget af Encepur dykkede til 146 mio. kr. fra 193 mio. kr.

- Covid-19-situationen driller os, fordi både rabies- og TBE-markedet er ramt, siger finansdirektør i Bavarian Henrik Juuel til Ritzau Finans.

REJSESTOP HAR RAMT RABIESVACCINE

Han peger på, at rabiesvaccinen i Europa bruges som rejsevaccine, og derfor er salget også kun en skygge af sig selv i denne region.

- Vi ser stadigvæk det europæiske marked være reduceret til omkring en tiendedel af, hvad det var før covid-19. Og der er umiddelbart ikke udsigt til, at det ændrer sig, før folk begynder at rejse ud af Europa til mere eksotiske egne, siger Henrik Juuel.

Læs også: Bavarian Nordic påvirket af corona - justerer forventningerne

I USA er der mere positive takter at spore, men markedet er ifølge finansdirektøren stadig reduceret med omkring 15 pct. sammenlignet med niveauet, inden covid-19 ramte.

Samtidig har Bavarian igen fået konkurrence fra Sanofi Pasteur, efter at Bavarian i en periode sidste år nød godt af, at konkurrenten ikke havde vaccinen på lager.

TRAVLHED MED COVID-VACCINATIONER

Når det kommer til salgsnedgangen for Encepur skal den især findes i Tyskland. Encepur er ikke en rejsevaccine, da den flåtoverførte hjernebetændelse, TBE, findes i Europa, men det gigantiske arbejde med covid-19-vaccinationer betyder, at andre opgaver har været nedprioriteret.

- Vi må nok erkende, at vi blev overraskede over, at TBE-markedet i Tyskland faldt 26 pct. i andet kvartal og faktisk lå hele 40 pct. under niveauet før covid-19. Det skyldes, at man i Tyskland har valgt at inddrage de praktiserende læger i covid-19-vaccinationerne, så der har ikke været ressourcer til at prioritere TBE-vaccinationerne, siger Henrik Juuel.

Bavarians vigende salg af Rabipur og Encepur er samtidig eneste grund til, at Bavarian præciserer årsforventningerne i den nedre ende, fortæller Henrik Juuel. Der ventes nu en omsætning på 1900 mio. kr. mod tidligere 1900-2200 mio. kr., og et driftsresultat (EBITDA) på 100 mio. kr. mod tidligere estimeret 100-250 mio. kr.

Hvornår salgstrenden for Rabipur og Encepur vender er usikkert. For rabies-delen vil det kræve, at folk atter rejser ud til de mere eksotiske egne, mens Encepur er afhængig af, at vaccinationspuklen for covid-19 overståes.

- Men vi bevæger os også ud af vaccinationssæsonen. Så for TBE, hvor vaccinationssæsonen typisk er andet og tredje kvartal, kan vi håbe, at lægerne til næste år er frigjort, og kan begynde at vaccinere igen.

Læs også: Nordnet: Det kan fuldstændig ændre opfattelsen af Bavarian Nordic

Læs også: Bavarian Nordics højeste kursmål: Tror aktien kan skyde markant i vejret

/ritzau/FINANS