Henter kommentarer

BioPorto-topchef: Derfor har jeg sat penge i aktien


2021 kan ende med at blive et stort år for det lille danske biotekselskab BioPorto.

Det fortæller topchef Peter Mørch Eriksen i et stort interview med Euroinvestor. Han er administrerende direktør i BioPorto og står dermed i spidsen for den lille danske diagnostikvirksomhed med knap 30 ansatte og en omsætning på cirka. 27 mio. kr. i 2019.

Selskabets har to test, som BioPorto håber på at få godkendt af den amerikanske sundhedsmyndighed, FDA, på det vigtige amerikanske marked i år. Den ene test er en covid 19-test, så man kan se, om man er smittet med covid-19. Den anden test - den såkaldte NGAL-test - er til at spore, om man er ramt af akut nyreskade. Det kan du læse mere om her.

Hvad er det for et år, som BioPorto står over for?
»Jeg tror, at 2021 bliver året, hvor vi får nogle af de ting, som vi har arbejdet med, godkendt. Vi har haft nogle sværdslag med nogle godkendelser, som vi ikke har fået, og det har taget længere tid end beregnet, men man kan ikke tage væk fra BioPorto, at det er en virksomhed med nogle spændende produkter, der forhåbentlig kommer ud i fremtiden,« udtaler Peter Mørch Eriksen.

Læs også: BioPorto-topchef: 'Der er et kæmpe potentiale i det her'

Han henviser til, at Bioporto tidligere har forsøgt at få godkendt dets NGAL-test på det amerikanske marked, men at FDA ved de tidligere lejligheder har bedt selskabet om at levere yderligere data.

Hvad tænker du om, at BioPorto er kommet ind på radaren hos potentielle investorer?
»Jeg synes, at BioPorto er en fantastisk spændende virksomhed, så jeg kan da godt forstå, at BioPorto optager mange. Jeg tror også, at 2021 bliver året, hvor vi får godkendt nogle af de ting, som vi har arbejdet med,« udtaler han.

Hvorfor skal investorer interessere sig for BioPorto?
»Jeg synes, at man skal være investeret i BioPorto, fordi vi har nogle fantastisk gode fremtidsudsigter. Hvis man kigger på de basale tal, så kan man se, at hvis vi lykkes med de her ting, så kan det blive en fantastisk god forretning,« udtaler Peter Mørch Eriksen.

Læs også: Danske Banks chefstrateg efter kæmpe aktieoptur: 'Alt, alt for tidligt at tale om boble'

Hvad er risikoen for investorer i BioPorto-aktien?
»Risikoen er, at vi ikke får de godkendelser, som vi skal have. Det er meget simpelt, og det gælder både vores covid-test og vores nyretest. Hvis vi ikke får godkendelserne fra enten FDA eller i Europa, så kan vi ikke sælge dem. Det er en risiko i enhver mindre virksomhed – uanset om det en biotekvirksomhed eller noget andet. Hvis du ikke får godkendelserne, går du fra at være meget værd til ikke at være så meget værd,« påpeger Peter Mørch Eriksen.

Er du selv investeret i virksomheden?
»Ja, jeg har for fem mio. kr. warrants. og så har jeg selv aktier i BioPorto,« udtaler Peter Mørch Eriksen.

Hvad gør, at du selv har sat penge i virksomheden?
»Det skyldes, at jeg synes, at det er en interessant investering, og jeg investerer i noget, som jeg tror, at jeg har en smule forstand på,« udtaler Peter Mørch Eriksen.

En warrant kaldes også en tegningsret. Den giver en person ret – men ikke pligt – til at tegne nye aktier i en virksomhed til en bestemt kurs. Der er dermed tale om aktier, der bliver tegnet i forbindelse med en kapitaludvidelse. En warrant giver en gevinst, hvis aktiekursen på de nye aktier ved kapitaludvidelsen er højere end den aftalte kurs på tegningsretterne.

Læs også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Læs også: Privatinvestor om to danske grønne aktiefavoritter: 'Det skaber groteske situationer'