Bitcoin er braget op i kurs, siden Donald Trump vandt valget i USA. Én bitcoin koster nu tæt på svimlende 100.000 dollar svarende til over 700.000 danske kroner. Alene i år er kursen mere end fordoblet.

I et slot fra 1700-tallet i Schweiz sidder der en dansker, som er blevet afsindig rig på kryptovalutaens himmelflugt.

B.T. og Euroinvestor samarbejder - derfor er artiklen også på B.T. 

Danskeren hedder Niklas Nikolajsen – i folkemunde kaldes han bitcoin-pirate. Han er bitcoin-investor og stifter af Bitcoin Suisse.

Som en af meget få så han meget tidligt fidusen i den digitale møntfod, som blev lanceret i 2009. Dengang var bitcoin værdiløs, og de, der beflittede sig med den, blev latterliggjort. 

I dag er det Niklas Nikolajsen, der kan grine hele vejen til banken. I 2011 købte han sine første bitcoins for 500 dollar. 

»Jeg er glad, hver gang bitcoin når nye milepæle, og jeg har set en del rekorder efterhånden. I 2011 fejrede jeg, at kursen ramte 1 dollar. 2 dollar fejrede jeg også, 10 dollar, 10.000 dollar og om lidt 100.000 dollar,« fortæller den 49-årige kryptoinvestor over telefonen fra sit slot.

Når julen i næste måned skal fejres, så bliver det med en lidt bedre rødvin end ellers, og Niklas Nikolajsen er overbevist om, at bitcoins seneste rekord langt fra bliver den sidste.

Læs også: Investeringsdirektør tabte som ung 1 million kroner på fejlslagne investeringer: Det kan I lære af mine fejl

Niklas Nikolajsen har i dag opnået en formue, der er så stor, at bitcoins kurstigninger har større værdi for ham på et ideologisk og filosofisk plan, end at han som en anden Joakim von And kan puge endnu flere penge sammen. 

For ifølge Niklas Nikolajsen er det ikke prisen på bitcoin, der er det mest interessante ved det digitale aktiv.

»Det er i stedet, hvad bitcoin kan gøre ved verden,« siger han.

Niklas Nikolajsen mener, at der i dag er en lille gruppe mennesker, der har kontrol med alle andre menneskers penge.

»Og det er ikke vanvittigt morsomt, hvis man bor i Kina eller nogle afrikanske lande: At der pludselig er hyperinflation, eller at der kommer politiske kommissærer forbi ens hjem og skal have nogle af ens penge, fordi de mener, man har for mange af dem,« siger han og tilføjer:

»Det har historisk været usundt at give en gruppe mennesker kontrol over penge, og det er årsagen til, at jeg i første omgang involverede mig i bitcoin. Det var et filosofisk anliggende og aldrig, fordi jeg troede, jeg skulle blive rig på det,« lyder det fra bitcoin-milliardæren.

Bitcoinkursen er braget op med 130 pct. siden årsskiftet, og dermed har den digitale valuta givet andre aktiver baghjul. Til sammenligning er det brede amerikanske S&P 500-indeks gået frem med over 25 pct. i år.

Læs også: Krypto-rigmand betaler 44 millioner kroner for en banan

Kursen tog flere gevaldige hop, da sandsynligheden for, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg steg, og det er den fortsat med i ugerne efter valget 5. november. 

Det kobles blandt andet sammen med, at Donald Trump har meldt ud, at USA skal være hele verdens krypto-hovedstad, og at bitcoins skal være en del af USAs valutareserve. 

»Hvis amerikanerne gør alvor af det, vil det sende bitcoin på himmelflugt, for så vil russerne og kineserne også købe bitcoin. Så kan du forestille dig, hvad der vil ske,« siger Niklas Nikolajsen over en let forsinket telefonlinje fra alpelandet.

Han mener dog ikke, at Donald Trump er hele årsagen til, at prisen på bitcoin er buldret op.

»Jeg havde sådan set forventet, at bitcoin ville gå op mod 100.000 dollar inden året er slut; ikke på grund af Donald Trump, men fordi man typisk ser en kraftig rejsning i bitcoinprisen omkring halving.«

Bitcoin-halving er en reduktion af det løbende udbud og er en begivenhed, der sker cirka hvert fjerde år, for at sikre at der aldrig bliver lavet mere end 21 millioner bitcoins i alt.

Niklas Nikolajsen er ret sikker på, at bitcoin runder milepælen 100.000 dollar inden jul. 

Om han får ret, må tiden vise. Hvad der derimod står klart er, at bitcoinpiratens juleselskab med 37 venner og familiemedlemmer næppe kommer til at mangle noget.

»Den her jul bliver virkelig fejret igennem i mit hus i Schweiz.«

Læs også: Disse boligejere sparer kassen næste år – og disse får hårde rentesmæk

Læs mere: Charlotte vil kunne gå på pension som 60-årig: Sådan vil hun nå sit mål

Millionærklubben byder 19. december indenfor til regnskabets time for Millionærklubbens faste hold. De har konkurreret hele året og har kæmpet en helhjertet kamp for at skabe afkast - nu er det tid til at gøre status.
Hvad er de mest stolte af, hvilke udmeldinger ville de ønske, der ikke havde passeret æteren, og hvordan er deres aktuelle syn på verden og markedet her tæt på indgangen til et nyt år? Det kan du blive klogere på med et knivskarpt panel bestående af: Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg, Lars Persson, investeringsrådgiver og teknisk analytiker hos Aktierådet, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital, Michelle Nørgaard, aktie- og bæredygtighedsstrateg i Jyske Bank og Anders Bæk, civilingeniør, forfatter og privat investor med særligt fokus på teknologiaktier og kunstig intelligens. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer