Sportstøjsgiganten Nike signalerede tirsdag, at topchef Elliott Hills plan for at vende forretningen fortsat har store problemer. En svag udvikling i Kina og en forsigtig fremtidsudsigt overskyggede, at salget lige akkurat overgik forventningerne i fjerde kvartal.

Nike landede et resultat per aktie på 0,20 dollar mod analytikernes forventning om 0,12 dollar, mens omsætningen på 11 mia. dollar også oversteg konsensus på 10,85 mia. dollar, skriver Reuters.

Investorerne reagerede ved at sende Nike-aktien ud i et fald på 3,2 pct. i eftermarkedet, der er en form for uofficiel handel uden for børsens åbningstid.

Nike, hvis aktier er faldet 35 pct. i år, oplevede et fald i salget på 1 pct. i kvartalet, og salget i Kina faldt med et tocifret tal. Nike forventer yderligere fald i salget i første halvdel af det kommende regnskabsår 2027. Det sker, mens Nike kæmper med hård konkurrence og store lagre, der udfordrer selskabets genopretning.

Læs også: Droneaktie i heftig stigning: Topchef melder om hidtil uset efterspørgsel

»Samlet set er resultaterne ikke der endnu,« sagde Elliott Hill i et opkald med investorer og analytikere efter regnskabet. 

Her udtrykte Nike-topchefen også ærgrelse over tidsplanen for vendingen. 

»Vi ved, at vi ikke lever op til vores fulde potentiale.«

Elliott Hill, som overtog roret i 2024, indrømmede i et møde med analytikere, at fremskridtet »fortsat er ujævnt«. Det gælder, selvom Nike forsøger at ændre sin strategi ved at fokusere mere på sport, genopbygge samarbejdet med forhandlere og introducere flere produkter. 

Han nævnte, at Nike vil lancere over et dusin nye skomodeller, men at det vil tage tid, før disse produkter giver gode og stabile resultater.

Læs også: Kendt investor om Mærsks kursreaktion: 'Besynderligt'

Den afgående finansdirektør Matthew Friend tilføjede, at »vores forbruger er under pres rundt om i verden, og vi kan især se det have en større indvirkning på sportstøj.« 

Han forventede ikke, at markedsforholdene ville blive bedre over de næste seks måneder, og nævnte toldsatser som en fortsat udfordring for omkostningerne.

Kina er fortsat en stor bekymring for Nike. Regionen står for omkring 15 pct. af Nikes årlige salg og er dets tredjestørste marked. 

Salget i Storkina faldt 17 pct. i fjerde kvartal, når man justerer for valutaudsving – en forværring fra et fald på 10 pct. i kvartalet før. 

Regionen lider under et svagt produktsortiment og tab af markedsandele til lokale konkurrenter som Anta og Li Ning.

Læs også: Dansk rumselskab modtager ordre på 23 mio. kr.

Læs også: Analytiker holder fast i anbefaling af Mærsk: Medvind til indtjening er kortvarig

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Bitte Rossau