Der er fokus på renter, olie og inflation i tirsdagens handel. 

I USA befinder den 10-årige amerikanske statsobligation sig pt. over 5 pct. - det højeste niveau siden 2023. Det presser investorerne, da de så bliver tvunget til at overveje om ikke obligationer var mere værd at købe end aktier. 

Den 10-årige amerikanske statsobligation anses for at være en af verdens vigtigste gældspapirer, da den 10-årige blandt andet bruges til at værdiansætte aktier. 

Udviklingen i den 10-årige statsobligation hænger sammen med øget inflationsfrygt og markedets tiltagende tro på, at den amerikanske centralbank onsdag vil hæve renten. Det skriver Bloomberg, der påpeger at investorerne med 90 pct. sandsynlighed ser en renteforhøjelse i USA onsdag. 

Olieprisen handler fortsat på et højt niveau og befinder sig omkring 107 dollar per tønde, da en vigtig olierørledning i Saudi Arabien fortsat er lukket. 

Der er således masser af ting at balancere og holde øje med for investorerne. Vi fokuserer nu på aktiemarkedet, der her til morgen bliver sendt i begge retninger. 

Japanske aktier befinder sig lige omkring nullet og er marginalt i plus med 0,04 pct., når man ser på Nikkei-indekset.

De kinesiske aktier, der handles på børsen i Hongkong, falder. Hang Seng-indekset går tilbage med knap 0,5 pct.

Rykker vi videre mod Europa, står europæiske aktier faktisk til at blive mere værd, når børshandlen skydes i gang kl. 9 i Europa.

Futures for det toneangivende Stoxx 50-aktieindeks indikerer, at aktierne vil stige med 0,2 pct. i børsåbningen. Indekset dækker over 50 store europæiske virksomheder som ASML, Adidas, Santander, Deutsche Telekom og Enel.

På den anden side af Atlanten står de amerikanske aktier til gengæld til at falde tilbage.

Teknologiaktierne står til at falde 0,15 pct., viser futures for Nasdaq-indekset, mens det brede S&P 500-indeks står til at åbne med fald på 0,18 pct. Dow Jones-indekset indikeres ned med 0,3 pct.

S&P 500-indekset omfatter mange forskellige selskaber, mens Nasdaq især fokuserer på teknologi- og vækstselskaber.

Udviklingen i Dow Jones viser kursudviklingen for 30 store, veletablerede amerikanske industrivirksomheder og afspejler derfor især den traditionelle økonomi. Du kan se, hvilke selskaber der er i Dow Jones her.

Prisen på guld, olie og kryptovaluta giver os også et praj om stemningen i markedet. Vi begynder med det sorte guld, nemlig olien, der stiger i mandagens handel.

Olien handles til 107,2 dollar for en tønde af den toneangivende Brent-olie, mens den amerikanske WTI-olie nu koster 103,1 dollar pr. tønde.

Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger, kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.

Guldprisen er faldet en smule tilbage og ligger nu på 4.303 dollar pr. ounce.

Kryptovalutaen bitcoin er faldet med 0,7 pct. seneste døgn, og den digitale mønt koster nu 77.613 dollar. 

Bitcoin-kursen er interessant at følge, fordi den fortæller os noget om markedsstemningen, især blandt mere risikovillige investorer.

Millionærklubben

Som investor bliver du konstant tvunget til at tage beslutninger under stor usikkerhed, men er det overhovedet en kompetence, du er god til? Millionærklubben sætter fokus på beslutningstagning sammen med konsulent og forfatter Ann Giessing fra ClariCue. I studiet tjekker teknisk analytiker Lars Persson og aktiestrateg Michelle Nørgaard ind på en uge, der ser ud til at komme lidt sløjt fra start mens det store fokus formentlig vil være på onsdagens pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank. Hør, hvordan de to faste klubmedlemmer positionerer sig frem til mødet. Vært: Bodil Johanne Gantzel