
Det danske designklenoide Bang & Olufsen har torsdag kunne præsentere et årsregnskab for 2023/24 med gode takter.
Selskabet, som er mest kendt for sine høretelefoner og højttalere, leverede en omsætning på 2,588 mia. kr., hvilket var en smule over forventningerne fra analytikerne indsamlet af Bloomberg, som lød på 2,55 mia. kr.
Det er et fald i omsætning på 5 pct., hvilket er i den pæne ende af, hvad selskabet selv forventede efter en nedjustering i marts, hvor selskabet skrottede forventninger om vækst i omsætningen.
EBIT før særlige poster, hvilket er et udtryk for driftsindtjeningen, landede på 61 mio. kr., mens selskabet har leveret en EBIT-margin på 2,4 pct.
Det er faktisk over selskabets egne forventninger for EBIT-marginen, som lød på mellem 0 og 2 pct.
Den frie pengestrøm, som er et mål for, hvor mange penge et selskab har at gøre godt med, landede også i den pæne ende af selskabets forventninger, som var mellem -50 og 10 mio. kr. Tallet endte nemlig på 11 mio. kr.
»Vi sluttede året med en rekordhøj bruttomargin og det bedste driftsresultat i seks år. Selvom omsætningen på 2,6 mia. kr. var lavere end oprindeligt forventet, noterer vi med tilfredshed, at vores arbejde med at skabe et robust økonomisk grundlag for fremtiden begynder at bære frugt,« udtaler topchef Kristian Teär i regnskabet og tilføjer:
Læs også: Flyselskab dykker voldsomt efter nedjustering
»Det skyldes blandt andet vores stærke fokus på at skabe den rette oplevelse i vores brandede salgskanaler, bygge produkter i den højeste kvalitet og at styrke vores position inden for luksussegmentet. Vi er overbeviste om, at det er på den måde, vi skaber rentabel vækst for Bang & Olufsen på den mellemlange bane.«
Det har været svært at tjene penge for den danske lyd- og designgigant de seneste år, og virksomheden kæmper tilsyneladende stadig med svære markedsvilkår i blandt andet Kina.
Selskabet blev grundlagt i Struer i 1925 af Peter Bang og Svend Olufsen. Virksomheden fokuserer på lydteknologi og design i tre kategorier: Staged, Flexible Living og On-the-go. Bang & Olufsen tæller næsten 1.000 ansatte, og selskabet driver forretning i 70 forskellige markeder.
B&O-aktien er det seneste år faldet med over 15 pct.
Læs mere: Jyske Bank ser stort potentiale i dansk aktie: 'Fundamentalt undervurderet'
Læs mere: Novos stormvejr tager til i styrke: Storsællert i modvind – hør overblikket på få minutter






















