Henter kommentarer

| Opdateret

Børshus om kendt aktie: Den er faldet for meget – tid til at købe


Den amerikanske teknologigigant Meta Platforms er faldet op mod 40 pct i løbet af de seneste tre måneder.

Aktien i den amerikanske børsmastodont er faldet voldsomt tilbage, siden selskabet i begyndelsen af februar kom med friske regnskabstal. Udviklingen fik investorerne til at sende Meta-aktien ud i et historisk børskollaps. Du kan læse mere om hvorfor her.

Læs også: Danske Bank anbefaler at købe op i disse aktier

Der er dog stadig nogle, der ser et stort potentiale i Meta-aktien, påpeger CNBC. Blandt dem finder man Wall Street-analytikeren Justin Patterson fra det amerikanske børshus KeyBanc Capital Markets. Han mener, at tech-aktien nu er faldet så meget, at det er værd at samle op i den.

»Meta tilbyder stadig attraktive afkast lige nu til investorer, og der er ikke meget downside fra disse niveauer. Afkastpotentialet for Meta er rigtig godt, forudsat, at de kan udføre dets planer om at vokse Metaverse,« udtaler han til CNBC.

Læs også: Analytikere tvivler på chipgigant: "Tonen var næsten absurd optimistisk"

Metaverse er teknologigigantens betegnelse for en virtuel verden, som brugere kan koble sig på via eksempelvis briller og høretelefoner.

KeyBanc Capital Markets har et kursmål på Meta Platforms-aktien på 280 dollar. Det indikerer et kurspotentiale på godt 35 pct. i forhold til lukkekursen fredag. Meta Platforms-aktien lukkede i kurs 206 dollar.

Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, har i forbindelse med navneskiftet fra Facebook til Meta Platforms tidligere forklaret, at virksomheden ønsker at skifte dens virksomhedsidentitet væk fra det enorme sociale netværk over mod ambitionen om at bygge en platform baseret på virtual reality.