En lang række danske boligejere kommer med al sandsynlighed til at kigge forgæves under træet efter en tidlig julegave.
Hvis man har en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank (ECB) på den næste rentemøde 18. december på ønskesedlen, bliver man nemlig ifølge investorerne og de danske realkreditinstitutters prognoser slemt skuffet.
De er enige om, ECB-chef Christine Lagarde har snøret sækken med rentesænkninger stramt til, og at inflationen skal dykke under målsætningen om en stabil inflation på 2 pct., hvis hun skal løsne båndet.
Det er der intet, der tyder på vil ske på denne side af jul.
Tirsdag bliver der offentliggjort friske inflationstal for november i eurozonen, og markedet tror ikke på, at inflationen kryber under to procent. Konsensus er tværtimod, at inflationen i november vil være steget en smule til 2,2 pct. mod 2,1 pct. i oktober, viser tal fra Trading Economics.
Læs også: Tallet eksploderer - dansk investeringstrend vækker opsigt
Det helt korte, variabelt forrentede realkreditlån med navne som F-Kort og Kort Rente, der får ny rente hvert halve år, følger i hele træskolængder ECBs styringsrente.
Den ligger i dag på 2,0 pct., og Lagarde skal sænke den til 1,75 pct., hvis danske boligejere med F-kort-lån skal gøre sig forhåbninger om lavere rente.
Herhjemme tror de tre realkreditinstitutter, Nykredit/Totalkredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, ikke på et rentefald på denne side af nytår.
Nordea Kredit vurderer i sin prognose, at Christine Lagarde holder snitterne fra renteknappen gennem hele 2026, og at hun derefter hæver renten to gange i 2027, så ECBs styringsrente er oppe på 2,5 pct. ved udgangen af 2027.
Baggrunden for den prognose er, at Nordea Kredit vurderer, at Tysklands finanspolitiske pakke på 500 milliarder euro til investeringer i veje, jernbaner, it og anden infrastruktur samt enorme investeringer i forsvaret i både Tyskland og andre EU-lande vil sætte så meget gang i euroområdets ellers henslumrende vækst - i Tyskland har væksten stået stille de seneste fem år -, at Lagarde og co. bliver nødt til at stramme pengepolitikken for at holde inflationen nede på målsætningen på 2,0 pct.
Også Realkredit Danmark forventer, at ECB gennem hele 2026 holder sin styringsrente i ro på de nuværende 2,0 pct.
Sådan ser man imidlertid ikke på det i Danmarks største realkreditinstitut Nykredit/Totalkredit.

Her peger chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard på, at Christine Lagarde og co. kommer til at sænke renten til 1,75 pct.; sandsynligvis allerede på ECBs rentemøde i marts 2026.
Sune Malthe-Thagaards analyse er nemlig, at inflationen vil falde under ECBs målsætning på 2,0 pct. som følge af svag lønvækst og en europæisk økonomi, der ikke for alvor kommer op i gear i 2026, da det ifølge chefanalytikeren vil tage lang tid, før pengene til Tysklands investeringer i infrastruktur for alvor kommer ud at arbejde.
»Vores vurdering er, at det vil gå op for Lagarde, at risikoen ikke er for høj inflationen, men for lav inflation på mellemlang sigt, det vil sige de næste par år, og at hun derfor kommer til at sænke renten til 1,75 pct.,« siger Sune Malthe-Thagaard.
Samtidig falder F-Kort-lånernes rente til juli med cirka 0,19 procentpoint af tekniske årsager, da referencerenten bag F-kort-lån ændres fra januar næste år.
Hvis Nykredit/Totalkredits prognose holder stik, vil boligejere med F-Kort-lån gå fra en rente på i dag cirka 2,2 pct. til en rente på 1,8-1,9 pct. fra og med juli næste år.
På et afdragsfrit F-Kort-lån vil det for hver lånte million kroner give en månedlig besparelse på op mod 250 kroner efter skat svarende til ganske rare 3.000 kroner om året.
Der findes ikke en samlet statistik over, hvor mange danske boligejere, der har lån af F-kort-typen, men det drejer sig om titusindvis af boligejere.
Læs også: Disse tre aktier tror mangeårig investor på i 2026 – og især én ser spændende ud
Læs også: Undgå restskat: Tre simple strategier inden årsskiftet
