Henter kommentarer

Brandvarmt jobtal på banen – sådan reagerer aktierne


Så skete det – igen.

Det kunne ligne et deja-vu, men faktum er, at det amerikanske arbejdsmarked stadig har enormt meget fart på. Endda så meget, at aktierne fredag eftermiddag ryger ned.

Det danske eliteindeks, C25, som ellers lå i et solidt plus for fredagen, er strøget ned og handles nu til et lille minus. Ligeledes er futures for amerikanske aktier kommet i rødt.

Imens stikker renterne af i den modsatte retning. Den 10-årige amerikanske statsrente er sprunget i vejret og på bare en halv time gået fra 3,89 til over 4 pct.

De bemærkelsesværdige bevægelser sker efter, at USA har afsløret et overraskende højt kongetal. Tallet viser, hvor mange job udenfor landbruget, der blev skabt i den forgangne måned. 

I januar endte tallet på 353.000, hvilket er næsten dobbelt så højt, som økonomerne på forhånd havde ventet. Det skyhøje jobtal vidner om, at den amerikanske økonomi stadig buldrer løs, og at tiden derfor ikke er inde til at sænke renterne lige om hjørnet, lyder det:

»Der er ikke meget i dagens tal, der ligefrem skriger til himlen for, at den amerikanske centralbank skal sænke renten om et kort øjeblik,« lyder det i en kommentar fra Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

De markante reaktioner på finansmarkederne skal ses i lyset af, at investorerne efter 1,5 år med stigende renter forventer, at renten bliver sat ned til foråret. Men nu begynder det håb at smuldre.

Dels har den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, onsdag betonet, at centralbanken skal have langt mere vished om økonomiens ve og vel, inden man sænker renterne.

Og dels kan et brandvarmt jobmarked kan stå i forvejen for lavere renter. Et stærkt jobmarked kan nemlig skabe grobund for inflation, som er netop, hvad centralbanken forsøger at bekæmpe med høje renter.

Højere renter er generelt gift for aktier, idet det bliver dyrere for selskaber at låne penge, og deres fremtidige indtjening bliver også mindre værd i investorernes øjne.

Imidlertid kan et højt renteniveau være godt for bankerne, der får flere penge i kassen, jo højere renten er. Både Nordea, Sydbank, Jyske Bank og Danske Bank stiger i fredagens handel. 

Danske Bank stiger hele 7,8 pct. efter at have offentliggjort regnskab fredag morgen.

Læs også: Cheføkonomer: Nyt vigtigt nøgletal forsinker rentenedsættelser

Læs også: Det amerikanske jobmarked smadrer forventningerne