Tiden med negative renter ser for alvor ud til at være passé, idet landets tre største banker skruer på deres rentesatser.
Både kunder i Nordea, Danske Bank og Jyske Bank kan se frem til at have penge på kontoen uden at skulle betale for det.
Bankerne skruer op for renterne, fordi Den Europæiske Centralbank, ECB, i går hævede renten med 0,75 procentpoint, hvorefter Nationalbanken fulgte trop.
Danske Bank fjerner negative renter for alle kunder og indfører positive renter for privatkunder på opsparingskonti, oplyser de i en pressemeddelelse:
»Vi fjerner nu negative renter på indlån for alle vores kunder. Endvidere kan alle privatkunder med NemKonto i Danske Bank få helt op til 0,80% i rente om året på deres opsparing,« udtaler Mark Wraa-Hansen, privatkundechef for Danske Bank.
Nordea indfører en rente på 0,75 pct. for beløb over 100.000 kr. på opsparings- og pensionskonti, mens et lavere beløb forrentes med 0,4 pct.
Jyske Bank hæver rentesatsen for deres »Jyske Prioritets«-kunder med 0,75 procentpoint. Det samme gælder for andre produkter, der følger Nationalbankens rente på indskudsbeviser.
Arbejdernes Landsbank skrottede allerede negative renter for deres privatkunder i juli, men banken har nu også sløjfet negative renter for deres erhvervskunder.
Læs også: Positive renter redder ikke din opsparing fra at blive spist
Læs også: Dansk bank indfører positive renter på privates opsparing
