Henter kommentarer

Brøndby IF går på pengejagt: Vil rejse 171 mio. kr.


Den danske fodboldklub Brøndby IF går på pengejagt og annoncerer en kapitalforhøjelse. 

Det skriver selskabet i en meddelelse fredag morgen. 

Således vil Brøndby IF udstede og sælge nye aktier som vil resultere i et samlet bruttoprovenu på 171.099.819 kr., såfremt alle aktier tegnes. 

»Da vi bød Global Football Holdings velkommen i Brøndby-familien i 2022, var det med en fælles vision: at tage Brøndby IF til næste niveau. At konkurrere om titler herhjemme og sætte vores præg i Europa er ikke bare en drøm; det er en ambition, vi arbejder for hver eneste dag,« udtaler formand og investor Jan Bech og tilføjer: 

»Denne kapitalforhøjelse er et afgørende skridt på den rejse. Vi ønsker at rejse den nødvendige kapital, så vi sammen kan løfte Brøndby IF videre.«

Læs også: Cheføkonom om massive prisstigninger: Det er noget, der kan mærkes

Således har Brøndby IF og bestyrelsen besluttet at sætte gang i en fortegningsemission med fortegningsret for de eksisterende aktionærer der giver mulighed for at tegne op til 570,3 mio. nye aktier af nominelt 0,25 kr. med en tegningskurs på 0,30 kr. 

»Med dette tilbud søger vi at rejse kapital for at løfte Brøndby IF videre. For at tage os til det næste niveau – konkurrere om titler herhjemme og spille i Europa, som vi satte os for, da vi blev en del af Brøndby-familien i 2022,« udtaler Scott Krase, bestyrelsesmedlem i Brøndby og Global Football Holdings, der er investor i Brøndby IF. 

»Hos Global Football Holdings er vi ikke bare investorer – vi tror på Brøndby IF. Sammen med Jan Bech og ledelsen sætter vi vores egne penge på spil for den klub, vi brænder for. Vi håber, at så mange som muligt vil slutte sig til os i denne kapitalforhøjelse, så vi kan stå sammen og give Brøndby IF det stærkest mulige fundament for fremtiden,« tilføjer Scott Krase i meddelelsen. 

Læs også: Friske tal fra Bang og Olufsen: 'Et overgangsår'

Brøndby IF går på pengejagt for at forbedre de økonomiske resultater ved at »opnå kontinuerlig deltagelse i ligaspillet i UEFA's klubturneringer, frigøre spillernes transferpotentiale og udnytte kommercielle vækstmuligheder«, lyder det i meddelsen.

Brøndby IF ligger aktuelt på 5. pladsen i Superligaen - seks point efter førerholdene FC København og FC Midtjylland. 

Brøndby IF-aktien er faldet med 11 pct. det seneste år.