Det har været nogle slemme dage på det danske aktiemarked, som nu er faldet 10 pct. siden toppen i august, hvilket definerer en egentlig korrektion.
Det danske eliteindeks toppede 23. august i 2018,76, men i de seneste uger har der været tiltagende frygt for inflation, komponentmangel, stigende renter og kommende pengepolitiske stramninger, hvilket har fået investorerne til at sælge massivt ud af aktier på globalt plan.
Herhjemme falder C25 tirsdag for fjerde dag i træk, da det ved 10-tiden ligger 0,5 pct. lavere i 1815,04, hvilket altså er lige over 10 pct. under rekorden fra i august. Dermed er årets fremgang i indekset aftaget til 8,2 pct.
Set over en uge er samtlige C25-aktier faldet, men særligt fald i Mærsk-aktierne og Vestas på 13-14 pct. trækker ned i det samlede regnskab. Dertil kan lægges et fald i Ambu på 17,8 pct., mens GN er faldet 13,8 pct. efter et fald, der tirsdag er blevet forstærket af en nedjustering fra selskabet.
DANSKE AKTIER HÅRDERE RAMT END TYSKE OG AMERIKANSKE
Det tyske DAX-indeks har klaret sig noget bedre end det danske eliteindeks, idet et er blevet til et fald på 5,9 pct. siden toppen den 13. august. Fremgangen siden nytår er derned reduceret til 9,6 pct.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks er faldet med 5,2 pct. siden toppen i starten af august, og med mandagens fald på 0,5 pct. er fremgangen siden årsskiftet reduceret til 13 pct.
I USA er det brede S&P 500-indeks faldet med 5,2 pct., mens det teknologitunge Nasdaq-indeks er ramt hårdere med et minus på 7,2 pct. fra toppen i starten af september. Det smallere Dow Jones-indeks er kun faldet med 4,6 pct. siden toppen den 16. august.
Dermed er fremgangen for de tre indeks siden nytår reduceret til 14,5 pct. for S&P 500-indekst, 10,6 pct. for Nasdaq-indekset og 11,1 pct. for Dow Jones-indekset.
Læs også: Storinvestor undrer sig over Vestas-kursen: Aktien er blevet mere interessant
Læs også: Stor dansk aktie falder kraftigt
.\˙ MarketWire