Det danske selskab Ambu, der blandt andet beskæftiger sig med endoskopi-produkter, hæver sine forventninger til regnskabsåret 2023/24 og præsenterer foreløbelige tal for 3. kvartal. 

Det fremgår af en meddelelse onsdag aften. 

På grund af en bedre end forventet præstation i selskabets 3. kvartal hæver Ambu forventningerne til organiske omsætningsvækst, så selskabet nu forventer en vækst på mellem 12-14 pct. for året, hvor forventningen tidligere var på 10-12 pct. 

Læs også: Nvidia-aktien buldrer afsted - dansk investor bider mærke i denne udvikling

Selskabet hæver også sine forventninger til indtjeningsmarginen (EBIT) før særlige poster, så den nu hedder 11-13 pct. for året, hvor Ambu tidligere forventede 10-12 pct. 

Slutteligt hæver Ambu også sine forventninger til de frie pengestrømme (cashflow) for året. Her regner man nu med mere end 450 mio. kr., hvor man tidligere havde forventet mere end 370 mio. kr. 

Opjusteringen skyldes en stærk vækst indenfor selskabets endoskopi-løsninger, fremgår det af meddelelsen. 

I selskabets 3. kvartal viser foreløbelige tal, at Ambu lander en omsætning på 1,383 mia. kr. mod 1,195 mia. kr. i samme kvartal sidste år. Den organiske vækst i omsætningen er på 15 pct. i kvartalet mod 8,1 pct. i samme periode sidste år.

EBIT-marginen før særlige poster lander på 12,8 pct. i kvartalet sammenlignet med 7,6 pct. i samme periode sidste år. 

Ambu præsenterer det fulde regnskab for selskabets 3. kvartal d. 30 august. 

Selskabet er steget med 21 pct. på børsen det seneste år.