Henter kommentarer

C25-selskab skruer på forventningerne


C25-selskabet Chr. Hansen har netop løftet sløret for et nyt regnskab, hvor vækstforventningerne skæres til.

Konkret forventer selskabet en organisk vækst i indeværende regnskabsår på 8-10 pct. mod tidligere 7-11 pct.

Det er selskabets regnskab for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/2022, der er udkommet torsdag morgen.

Selskabet har omsat for 318 mio. euro i kvartalet, hvilket er en fremgang på 13 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Chr. Hansen fremstiller ingredienser – eksempelvis enzymer – der bruges i fødevarer samt i medicinal- og landbrugsindustrien.

Selskabet har 145 år på bagen og hævder selv at berøre 1 milliard menneskers liv hver dag.

Chr. Hansen har i sit tredje kvartal oplevet en organisk vækst på 9 pct., der primært er drevet af større mængder ved salg.

Inflationen har dog også sat sine spor på virksomheden, hvorfor EBIT-marginen (overskudsgraden, red.) er knap tre procentpoint lavere i forhold til samme periode sidste år.

»Den lavere margin skyldtes højere inputomkostninger, øgede omkostningsniveauer for at afbøde udfordringer i forsyningskæden, en generel opstigning af aktiviteter, donation af et beløb svarende til overskuddet fra Chr. Hansen LLC, Rusland og engangsomkostninger i forbindelse med en organisationsændring,« lyder forklaringen i regnskabet.

Selskabets forventninger til en EBIT-margin for året på 26-27 pct. forbliver uændret.

Læs også: JPMorgan ser et stort comeback på vej i horisonten

Læs også: SAS: 'Rigtig interessante' pengefolk lurer på os