Champagne, plakater og et tryk på stor orange knap: Sådan kom dansk vækstaktie på børsen i København

Med champagne i glassene, sort kaffe på kanden og et tryk på en stor orange knap, blev det danske vækstselskab Better Collective noteret på den danske børs fredag morgen.
Det kan være godt nyt for de danske investorer, der nu får nemmere ved at investere i aktien - muligvis i forbindelse med kommende opkøb.
Better Collective, der ejer og driver en række sportsmedier rundt omkring i verden, har nemlig været børsnoteret på børsen i Stockholm siden 2018, hvor aktien er steget omkring 220 pct. siden noteringen.
Men nu kommer selskabet »hjem«, som Head of Listings hos den københavnske fondsbørs, Carsten Borring sagde i sin tale op til, at handlen med den danske Better Collective-aktie blev skudt i gang fredag morgen.
Og det betyder meget for de to stiftere, Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, som kender hinanden fra gymnaisetiden i Viborg. De er samtidig selskabets største aktionærer og er blevet milliardærer i takt med at aktiekursen er steget:
»Det betyder meget. En ting er, at det for os stiftere føles rigtigt i og med, at vi er et dansk selskab,« siger adm. direktør Jesper Søgaard og uddyber, at den danske notering også betyder noget for virksomhedens evne til at fortsætte sin vækst- og opkøbsstrategi:
»Vi er jo en opkøbsvirksomhed med en vision om at blive den førende digitale sportsmediegruppe i verden. Vi har flere gange rejst kapital på børsen, netop for at kunne finansiere vores opkøbsstrategi, og det er hovedårsagen til, at vi gerne vil udvide vores aktionærbase. Vi har også oplevet interesse fra investorer i Danmark, så vi tror virkelig på, at vi nu kan få adgang til endnu mere kapital, hvis der skulle blive behov for det.«
Læs også: Det kan måske snart blive billigere at låne til boligen
Den danske notering af Better Collective-aktien fandt sted hos Nasdaq i København fredag morgen. Her var bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, repræsentanter fra børsen og samarbejdspartnere fra pengeinstitutter og advokathuse inviteret til at fejre dobbeltnoteringen.
Det hele kulminerede, efter en fælles nedtælling, da klokken slog 9, og medstifter Christian Kirk Rasmussen fik lov at sætte dagens aktiehandel i gang. Herefter kunne de inviterede vende blikket mod en fjernsynsskærm, der viste udviklingen i handlen med Better Collective-aktien i både Danmark og Sverige.
I Danmark faldt aktien kort efter åbningen fra debutkursen på 145,60 kr til 141,4 kr. per aktie.
Ambitionerne fejler dog ikke noget, for håbet hos Jesper Søgaard er at kursen på sigt skal stige i takt med, at Better Collective arbejder mod at blive den førende digitale sportsmediegruppe i verden:
»Om vi når det indenfor 5-10 år, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg synes vi er godt på vej, og vi har en reel mulighed for at tage den position,« siger Jesper Søgaard.
Better Collectives medier tjener blandt andet penge på annoncer, affiliate marketing for sportbettingsider og abonnementsmodeller.
»Det, der er vores kernekompetence, og som gør at vi mener at vi er den bedste ejer af de her medier, er, at vi er rigtig dygtige til at løfte publikum - vi får simpelthen flere besøgende på de medier vi har købt,« siger Jesper Søgaard og tilføjer, at det gør Better Collective i stand til at »drive en højere omsætning per besøgende«.
Læs også: Himmelstormer på vej mod dansk børs : 'Vi vil give noget andet til de danske investorer'
I finansielle termer har Better Collective en forventning frem mod 2027 om at vokse omsætningen med 20 pct. om året i gennemsnit, samtidig med at man fastholder en indtjeningsgrad på mellem 30 og 40 pct. målt på EBITDA.
»Så investeringscasen er, at vi er en højvækst-virksomhed med høj indtjening, som befinder sig i et strukturelt vækstmarked. Så det er helt klart det, der gerne skal være appellerende for investorerne og som gør, at jeg som storaktionær også tror, at det er en stor langsigtet mulighed,« konkluderer Jesper Søgaard.
Efter de første handler blev gennemført, fik de to medstiftere overrakt en pokal i samme form og statur som Nasdaqs hovedkontor i New York.
Herefter satte de to stiftere deres underskrifter på en plakat, der markerede børsnoteringen af Better Collective i Danmark, og som skal hænge på væggen hos fondsbørsen.
Endnu en vare på hylderne til de danske investorer.