Henter kommentarer

Chaneltasker, boligkøb og særlig investeringsstrategi: Sådan sørger chefstrategen for, at hendes penge bliver mere værd


Kedelig og konservativ. Sådan lyder det, når chefstrateg Josephine Cetti skal sætte ord på, hvordan hun selv investerer.

Efter mange år på aktiemarkedet, både som aktør men også som beskuer udefra, har hun nemlig fundet den måde, hun bedst kan lide at investere på. Og det er stort set helt som hun rådgiver andre til at gøre det gennem sit job i Nordea, hvor hun lægger investeringsstrategien for storbankens danske kunder.

»Jeg efterlever faktisk de råd, jeg selv giver andre, for jeg tror på, at det er den måde, man får de bedste afkast,« fortæller Josephine Cetti til Euroinvestor, som i en serie over sommeren spørger en række af de eksperter, der sætter ord på markederne, hvordan de selv får deres penge til at vokse.

Inden chefstrategen lagde sig fast på strategien, har hun prøvet at brænde nallerne af flere omgange, men omkring 20 år på aktiemarkedet har overbevist hende om, at den strategi, hun har i dag, er den rigtige for hende.

»Jeg har lavet fejl og lært meget på den hårde måde, men det er også det, der har formet mig som investor. Jeg kan selvfølgelig godt ærgre mig over, at jeg aldrig nåede med på Nvidia, men jeg ligger til gengæld aldrig søvnløs om natten,« siger hun og fortsætter:

»Det der med at time for meget, og sige 'nu steg de globale aktier 19 pct. sidste år og indtil videre 15 pct. i år, mon jeg skal sætte på hold og vente til det falder'-tankegang nytter ikke noget, for man kan ikke time bund og top på den måde.«

At hun de seneste mange år har været konsistent i markedet og ikke lavet for meget om eller gået i panik, er da også det, hun fremhæver, når hun bliver spurgt ind til sin største succes på aktiemarkedet.

»Og selvom jeg kigger meget på markedet, kigger jeg ikke særligt meget på de penge, jeg selv har investeret. Det tror jeg faktisk, er ret fornuftigt,« tilføjer hun.

Josephine Cetti, der er 41 år og uddannet økonom, startede sin karriere i Nordea som studentermedhjælper ved siden af studiet på Københavns Universitet. Det var her, interessen for aktier og de finansielle markeder blev vakt til live.

Hun arbejdede typisk om aftenen, hvor hun handlede værdipapirer i USA og Canada på vegne af bankens kunder, og det var også i den periode, hendes første aktiekøb blev gjort.

»Der var meget snak om Iphones og Apple, så jeg købte Apple-aktier. Egentligt var det nok lidt farligt at gøre det, for jeg gjorde det uden at vide særligt meget om selskabet, men det var mest for at komme i gang,« siger hun og tilføjer:

»Jeg var ret ung, så jeg kendte ikke rigtigt til alle de gode tips og tricks, man let kan læse sig frem til i dag,« fortæller chefstrategen, der dengang betalte hele 500 kroner i handelsomkostninger for sit køb.

Da finanskrisen for alvor begyndte at vise tænder, panikkede hun og solgte ud af aktierne. I samme periode gjorde hun en ny investering, som ikke fik tallene på kontoen til at blive flere.

»Der var en kæmpe boble på det amerikanske ejendomsmarked efter finanskrisen, og der tænkte jeg, at det var en god idé at købe aktier i forsikringsselskabet Fannie Mae. Den var faldet 98 pct., og jeg så for mig, at den kun ville stige. Men den kom aldrig igen,« siger Josephine Cetti.

Hun fortæller dog også, at hun over årene har opbygget »rigtig gode afkast« – også selvom at hun de seneste mange år har holdt sig til at følge udviklingen på verdensmarkedet.

Selvom Josephine Cetti var ung, da hendes interesse for aktier begyndte at blomstre, har hendes børn fået øjnene op for aktiemarkedet endnu tidligere. Selv har hun ikke et bestemt beløb udover sin pension, hun investerer hver måned, men det har til gengæld hendes børn.

»Jeg taler meget med mine børn om aktier, og de synes, det er rigtig spændende. Især når jeg sidder derhjemme med alle mine skærme, som min ældste søn på 11 år synes, ligner et gamingunivers.«

Chefstrategen har lavet månedsopsparinger til alle sine børn, og derudover er de også mere eksponeret mod enkelte aktier på grund af deres unge alder.

»Jeg forsøger at skabe en god bund for mine børn, så jeg sætter et fornuftigt beløb ind hver måned, der kører automatisk,« siger Josephine Cetti og tilføjer, at hun er stor fortaler for både aktiesparekontoen og netop månedsopsparinger til børn.

Udover at gøre gode investeringer på de finansielle markeder, har Josephine Cetti også gjort et par andre gode handler. Det tæller blandt andet en håndfuld Chanel-tasker.

»Det var mest før, jeg fik børn, at jeg var rigtig glad for Chaneltasker, og derfor har jeg også købt en del. Og selvom de ikke er købt med det for øje, har de været en rigtig god investering,« siger chefstrategen.

Den første taske fra det eksklusive franske mærke blev købt i Rom tilbage i starten af 00erne, og prisen lød på 15.000 kroner

I dag skal man slippe langt over det dobbelte for at købe samme taske – og finder man en brugt i nogenlunde god stand, skal man i hvert fald af med over 60.000 kroner

»Jeg handler dem ikke videre, men det er sjovt at se prisen i dag. Og så har jeg tit haft debatten med mandlige kollegaer før i tiden, der syntes, at det var helt crazy, man kunne bruge 15.000 kroner på en taske. Samtidig havde de selv brugt 50.000 kroner på en cykel, der i dag nok ikke er steget lige så meget i værdi som mine tasker,« siger Josephine Cetti, der dog har en investering, som overstiger alle de andre – nemlig huset i Charlottenlund.

Hun har tidligere haft succes på boligmarkedet, da hun solgte en lejlighed med stor fortjeneste, og i dag ser hun også sin bolig nord for København som et værdifuldt aktiv.

»Jeg har været heldig i min tid på boligmarkedet og kun oplevet, at det er gået godt. Nu skal vi i gang med at renovere, og de penge kunne man selvfølgelig også have brugt på aktiemarkedet, men jeg ser det som en investering i min bolig,« siger Josephine Cetti, hvis sommer blandt andet byder på en tur til Sydfrankrig og en koncert med den amerikanske rapper Travis Scott sammen med børnene.