Henter kommentarer

| Opdateret

Chefaktieanalytiker: Det her er den største trussel mod teknologiaktierne


Du kan ikke bare placere dig i teknologiaktier og forvente kursstigninger.

Sådan lyder advarslen fra chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand i torsdagens udgave af Millionærklubben. Investeringsbanken Goldman Sachs har netop advaret om, at hvis der kommer en vaccine mod coronavirussen, så kan det vende rundt på aktiemarkedet. Teknologiaktierne risikerer at falde tilbage, mens cykliske aktier kan stå over for en optur. Den vurdering deler Michael Friis Jørgensen:

»Vi har jo set den her kæmpe rotation over mod teknologi og over mod vækstvirksomhederne og væk fra 'de gode gamle' selskaber, som vi ikke rigtig gider, de her valueaktierne. Det er jo, fordi vi har frygtet, at vi skal igennem en længere periode med lavere vækst. Får vi en vaccine - måske før det amerikanske præsidentvalgt (3. november), så vil investorerne sige 'vi elsker teknologi, meen...',« udtaler han og uddyber:

»Man er ikke beskyttet i teknologi. Faren for teknologiaktierne er ikke deres vækst og deres regnskaber, men rotationen tilbage (mod andre sektorer, red.).«

Det gælder om at følge med i, hvor meget markedet tror på, at der kommer en vaccine. Hvis vi pludselig får troen tilbage på 2021 som et år med vækst, så betyder det noget for aktiemarkedet, forklarer han.

»Det er en vaccine, der bliver afgørende for dit afkast, og hvordan du bør ligge i markedet i efteråret,« udtaler han.

Læs også: Mads Christiansen: Disruption og 13 mulige vinder-aktier

Læs også: Ugens aktie: Dette kan sende Teva opad - Buffet holder fast i aktien