Der er grund til at tro, at der kommer en stigning på markederne frem mod sommer.

Det vurderer chefanalytiker Tom Bundgaard fra Kairos Commodities i fredagens udgave af Millionærklubben. Det sker med udgangspunkt i udviklingen inden for råvare og makroøkonomien.

Han understreger, at han ikke kan sige noget med sikkerhed, men det er hans bud. Vurderingen er blandt andet baseret på PMI-tallene fra Kina, Europa og USA.

I Kina er faldet stoppet. Aktiviteten er ikke stigende, men har stabiliseret sig, påpeger han.

»Vi tror på et relief-rally - blandt andet på grund af en udskudt efterspørgsel,« forklarer råvareeksperten.

Tom Bundgaard forudser, at der vil komme en 'kæmpe lettelse, der skyller igennem samfundet,' når vi får spredningen af coronavirus under kontrol. Det vil sætte gang i efterspørgslen. Men fra 2021 til slutningen 2023 vil vi opleve et nyt dyk, vurderer han.

Nedturen vil inklusiv denne nedtur, som vi oplever på markederne nu, tilnærmelsesvis ligne et 'W'. Det andet ben i W'et bliver dog et meget mere langtrukken og sejt træk nedad, forklarer Tom Bundgaard.

Han tror med andre ord ikke, at det vil blive nær så stejl, eller at det vil foregå så hurtigt, som vi har oplevet det nu her. Her skal der eksempelvis arbejdes gæld væk, forklarer Tom Bundgaard.

»Det er først mellem 2023-2026, at vi (økonomien bredt set, red.) er tilbage igen,« udtaler han.

Læs også: Value-aktiechef: Disse aktier har vi købt

Læs også: Aktien bragede i vejret - nu undskylder direktøren