Jobfesten er formentlig slut for en tid. I hvert fald hvis man spørger de danske virksomheder.
Det gør Danmarks Statistik hver måned i forbindelse med udarbejdelsen af det såkaldte konjunkturbarometer, der tager temperaturen på erhvervslivet måned for måned.
Og selv om den samlede erhvervstillidsindikator stiger en smule i november, er det fortsat svært at finde optimismen blandt danske erhvervsledere.
Læs også: Novo-analytiker: Det kan sende aktien i vejret
Blandt andet når det gælder beskæftigelsen de kommende tre måneder er der nu overvægt af virksomheder, der forventer et fald. Og det uanset, om det gælder virksomhederne i servicebranchen, industrien, detailhandlen eller byggeriet.
Også andre indikatorer peger på, at beskæftigelsen måske har toppet, påpeger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Antallet af ledige jobopslag er faldet med cirka 22 procent siden februar. Antallet af fyringsvarsler er samtidig steget til det højeste niveau siden coronakrisen i 2020.
Læs også: Hundredtusinder har penge til gode: Sådan tjekker du, om det er dig
- Ser man på de seneste forbrugstal, er der også en klar tendens til, at forbruget, og dermed i sidste ende også behovet for arbejdskraft, er tydeligt aftagende, skriver han i en kommentar.
Tore Stramer forventer, at der frem mod udgangen af 2023 vil være mellem 75.000 og 100.000 færre beskæftigede.
Det skal dog ses i forhold til, at der siden starten af 2020 er kommet 173.000 flere i arbejde.
Danmarks Statistiks seneste opgørelse af beskæftigelsen viste, at der var 2.971.900 lønmodtagere i september.
/ritzau/