Chefstrateg: Børsfesten fortsætter de næste måneder


Aktiemarkedet har været en fest, hvor det globale aktiemarked er steget med 11,3 pct. i det første halvår.
Men det ligner ikke, at vi skal hjem - vi skal videre.
-Jeg forventer, at festen fortsætter i 2. halvår.
Sådan lyder vurderingen fra Danske Banks chefstrateg, Frank Øland.
De positive rytmer, kunstig intelligens, en robust global vækst og selskabernes massive indtjeningsvækst, der har sat gang i festen, ser nemlig ud til at fortsætte i andet halvår.
-Jeg forventer, at medvindene fortsætter med uformindsket styrke i 2. halvår. Olieprisen er desuden kommet ned igen og det kan dæmpe modvinden fra inflationsfrygt og stigende renter. Det giver god mulighed for, at afkastet i 2. halvår også kan komme op omkring 10 pct., forklarer chefstrategen i en kommentar.
Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Novo-aktien
Dermed kan det årlige afkast for det globale aktiemarked snige sig op på hele 20 pct., hvilket er markant højere end et gennemsnitsår, der ligger på 7-8 pct.
Det kræver dog, at der ikke kommer en recession eller andet ind og slukker for musikken, vurderer han.
Hvis du som investor har den oplevelse, at du sidder med ved det kedelige bord, kan det skyldes, at du har for mange danske aktier i glasset.
C25-indekset er nemlig faldet med 0,35 pct. i det første halvår, mens det europæiske STOXX 600-indeks er oppe med 8,4 pct., og det sydkoreanske KOSPI-indeks er steget med voldsomme 101 pct., forklarer Frank Øland.
Læs også: Droneaktie i heftig stigning: Topchef melder om hidtil uset efterspørgsel