Chefstrateg: Dette kan løfte aktierne til nye rekordhøjder


Nye rekordhøjder på aktiemarkedet kan være inden for rækkevidde, hvis den geopolitiske uro aftager og olieprisen falder tilbage.
Det vurderer Danske Banks chefstrateg Frank Øland, der især peger på lavere inflationsfrygt og faldende markedsrenter som mulige drivkræfter.
Det helt store spørgsmål for investorerne er, om der snart kommer en fredsaftale, som kan tage toppen af den geopolitiske uro og sende olieprisen ned i et mere normalt leje, forklarer han i en kommentar.
Olieprisen holder sig tirsdag morgen lidt under 100 dollar pr. tønde, og det viser ifølge Frank Øland, at håbet om en aftale stadig lever.
Men optimismen er skrøbelig, advarer han.
USA har angrebet iranske minelæggerskibe og missilaffyringssteder, og selv om angrebet beskrives som præventivt, er det ifølge chefstrategen unægteligt et tilbageskridt for fredsforhandlingerne.
Læs også: Store fonde skifter kurs: Her sætter de professionelle pengene lige nu
»Vi har efterhånden danset denne dans med to skridt frem og et tilbage et godt stykke tid. Investorernes tillid til, at der kommer en aftale lige om lidt, må efterhånden være tyndslidt,« siger Frank Øland.
Mens Iran-krisen lige nu dominerer markedsbilledet, er det især olieprisen, der kan blive afgørende for, om aktierne får kraft til at sætte nye rekorder.
Hvis en fredsaftale får olieprisen til at falde markant, kan det dæmpe frygten for en ny inflationsbølge. Rentemarkederne er begyndt at indregne netop den risiko, men den kan hurtigt blive priset ud igen, hvis energipriserne falder.
Det vil i givet fald kunne sende markedsrenterne ned — og det vil investorerne tage positivt imod.
»Hvis inflationsbølgen kan prises ud igen, og markedsrenterne kommer ned igen, vil investorerne tage imod det med kyshånd. Det kan løfte aktierne til nye rekordhøjder,« siger Frank Øland.
Selv om alt lige nu synes at handle om Iran-krisen, er der fortsat stærke underliggende kræfter i aktiemarkedet. Virksomhedernes massive indtjeningsvækst og stærke amerikanske nøgletal er med til at holde aktierne tæt på rekordniveau.
Læs også: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Novo-aktien
Samtidig har oliemarkedet vist sig mere dynamisk end frygtet. Olien har fundet andre ruter ud af golfstaterne, og produktionen i andre dele af verden er øget. Det dæmper risikoen for, at uroen udvikler sig til et mere langvarigt energichok.
For danske boligejere og andre renteafhængige grupper kan en fredsaftale også få betydning. Øland forventer fortsat, at Den Europæiske Centralbank hæver renten den 11. juni, men en fredsaftale, der får olieprisen ned, kan sandsynligvis få centralbanken på bedre tanker.
Det afgørende for kursretningen bliver nu, om de kommende meldinger fra fredsforhandlingerne kan få investorerne til igen at fokusere på lavere oliepris, lavere inflationsrisiko og lavere renter.
Sker det, kan aktierne ifølge chefstrategen få det løft, der skal til for at bryde op til nye kursrekorder.
Senere på ugen får markedet desuden nye vigtige pejlemærker. Torsdag kommer de amerikanske PCE-inflationstal, som er Federal Reserves foretrukne inflationsmål, og fredag følger foreløbige europæiske inflationstal.
Begge kan få betydning for, om rentefrygten slipper sit greb i markedet — og om aktierne får medvind nok til at sætte nye rekorder.
Læs også: Termokrus udløser boykotstorm mod kaffegigant - topchef lægger sig fladt ned
Læs også: Strateger om S&P 500-indtjeningen, der eksploderer: Minder om 2021-boom