Første halvdel af aktieåret 2025 har været tumultarisk. Handelskrig, uro i Mellemøsten og meget andet har sendt aktiemarkedet på rutsjebanetur. Men hvad vil andet halvår byde på?
Her vil særligt en faktor blive afgørende for aktierne, lyder det fra chefstrateg Josephine Cetti fra Nordea.
Men starter vi med at se tilbage på de første seks måneder af 2025, er der én måned, som har gjort indtryk på strategen.
»April går over i historiebøgerne. Bevægelserne var så voldsomme,« siger hun.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, skød måneden i gang med at chokere markedet med en række høje toldsatser på lande over hele kloden. Aktierne blev sendt ud i kursfald, men skød kort tid efter op igen og har efterfølgende lavet et vildt comeback og genvundet det tabte.
Aktieopsvinget vil ifølge chefstartegen fortsætte - dog med bump og turbulens på vejen.
»Der er en rigtig pæn sandsynlighed for, at aktiepriserne vil fortsætte op, og at vi ligger på et højere niveau over de næste 6-12 måneder,« siger Josephine Cetti og tilføjer, at det vil være naturligt, hvis aktierne falder lidt den kommende tid efter aktiernes optur de seneste par måneder.
Læs også: Danske investorer ændrer markant syn på tech-giganterne
Særligt én ting bliver essentiel for, hvordan det vil gå for aktierne i det kommende halve år, påpeger Nordea-strategen.
»Det hele handler om, hvordan det kommer til at gå i den amerikanske økonomi i de næste 4-5 måneders tid. Alle forventer, at der kommer til at ske en opbremsning i den amerikanske økonomi på grund af toldstigningerne, så forventningerne til væksten og de amerikanske virksomheder er lave,« siger hun.
Netop fordi forventningerne er så lave, kan vi komme til at se en gentagelse af 2023. Her ventede alle på en recession, der aldrig kom, og derfor blev aktierne sendt op, når økonomien og virksomhederne gang på gang overraskede positivt.
Dette er ikke Josephine Cettis hovedscenario, men hun er ikke afvisende for, at det vil kunne ske.
Nordeas chefstrateg understreger, at Donald Trump næppe er færdig med at prikke til økonomien med vilde udtalelser og voldsomme beslutninger i anden halvdel af 2025.
»Trump vil være Trump. Der er ikke noget, der komme til at ændre på det, men vi har en lille forsikring mod Trump i hans finansminister, Scott Bessent,« siger hun.
Læs også: Stort finanshus: C25-aktie kan stige 155 pct.
Hver gang Trump gør noget, der er for radikalt, så bliver han ifølge Josephine Cetti sat på plads af Scott Bessent, så investorerne ikke bliver alt for anti-USA.
I starten af året har en anti-amerikansk stemning hersket blandt investorerne, som har fået dem til at flygte fra amerikanske aktier.
Denne tendens ser Josephine Cetti allerede nu ebbe ud:
»Når alt kommer til alt, så handler det om, hvor du kan få de bedste virksomheder. Hvem leverer den højeste indtjening, hvem er bedst til at forrente kapital og hvem har de bedste vækstudsigter? Her ligger USA stadig på toppen, når man kigger på deres virksomheder og deres evne til at tilpasse sig.«
Mens stemningen har været negativ omkring amerikanske aktier, har europæiske aktier oplevet en stigende interesse. Hos Nordea har man overvægt på europæiske aktier og mener, at aktierne fortjener en større allokering i en global portefølje.
Ser man tilbage på de seneste 10 år, har de amerikanske aktier leveret et markant bedre afkast end de europæiske aktier, men den forskel vil ifølge Josephine Cetti, blive mindre i de kommende år.
Læs også: Novo Nordisks brutale nedtur: 'Fyringen have lammet organsationen og ledelsen'
Læs også: Udsigt til kursstigninger - her er det finansielle overblik

Stor guide: 57 geniale gaver
