Selvom Nordeas chefstrateg Josephine Cetti forventer kursfald mandag morgen, så er hun ikke særligt bekymret for aktiemarkedet på lang sigt. Det skriver dagbladet Børsen.
Hun forklarer, at Trumps fremgangsmåde længe har været at sende trusler afsted og derefter trække i land - og derfor er det også det, chefstrategen forventer i denne omgang.
Josephine Cetti påpeger, at det er som om, at flere af investorerne også allerede er kommet frem til samme konklusion som hende. Danske aktier har nemlig klaret det fantastiske siden nytår, selvom Trumps interesse i Grønland har sat dagsorden over hele verden.
»Samtidig vil jeg heller ikke blive overrasket, hvis vi får nogle negative markedsreaktioner i løbet af ugen, og at de nye toldtrusler måske vil få investorerne til at vende blikket mod de danske aktier. Men indtil videre har markederne jo været ekstremt resiliente i år, og på den lange bane forventer jeg også, at det vil fortsætte sådan,« siger Josephine Cetti til Børsen.
I weekenden skrev den amerikanske præsident Donald Trump på det sociale medie Truth Social, at han vil indføre told på en række lande på 10 pct. fra den 1. februar. Derefter vil tolden stige til 25 pct. fra den 1. juni.
De pågældende lande er Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland.
Tolden vil være i kraft indtil en aftale om et amerikansk køb af Grønland er nået, lyder det.
Disse trusler står til at ramme aktiemarkedet mandag morgen, hvor futures for det brede europæiske Stoxx 600-indeks peger på markante kursfald.
Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen påpeger, at hvis situationen fra Liberation Day - og perioden, der fulgte - gentager sig, vil udvalgte danske aktier blive ekstra hårdt ramt.
Det gælder især selskaber, som sælger meget til USA, og hvor aktierne allerede er dyre i forhold til selskabernes indtjening.
Denne type aktier faldt meget i værdi, da der kom nyheder om, at handelskonflikten med told kunne blive værre.
Listen over store danske selskaber med højest eksponering til USA tæller Novo Nordisk, Ambu, biotekselskabet Genmab, vaccineselskabet Bavarian Nordic, høreapparatselskaberne Demant og GN Store Nord, vindmølleproducenten Vestas og smykkeselskabet Pandora.

