Har man været cBrain-aktionær det seneste år, har det ikke været nogen fest at kigge på kursgrafen.
Det seneste år er aktiekursen hos det danske IT-selskab nemlig mere end halveret og er således nede med 57,5 pct.
Men administrerende direktør Per Tejs Knudsen mener overordnet set, at selskabet er i god gænge:
»Jeg ved ikke, om der er noget, der er svigtet. Vores opfattelse er, at vi gør præcis det, vi har sagt, vi vil gøre. Vi er stadig en virksomhed, der vokser og tjener penge. Det resultat, vi kom ind med i 2024, er sådan set det bedste i virksomhedens historie,« siger han i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
»Vi voksede 12-13 pct., men når man tjener over 30 pct. – og det er ikke EBITDA, det er EBT – så er det stadig en relativ sund virksomhed. Jeg kender mange virksomheder, der vil have det fint med de nøgletal,« tilføjer Per Tejs Knudsen.
Læs også: Analytikere: Disse 5 danske aktier har størst kurspotentiale
I 2024 landede cBrain en omsætning på 268 mio. kr. mod 238 mio. kr. i 2023. Bundlinjen gik frem til 65 mio. kr. mod før 63 mio. kr. i samme periode.
I dagens udgave af Millionærklubben kan du høre mere om, hvordan den administrerende direktør ser på fremtiden for selskabet. Du kan lytte med i din sædvanlige podcastafspiller eller nedenfor omkring 11 min. og 40. sekunder inde i podcasten.
Læs også: Stenrig milliardærs koncern melder ud: Vores tilbud på dansk selskab skal ikke være højere
Læs også: Står du til skattesmæk? Se årsopgørelserne i din kommune her
