Jyske Bank opjusterer nu forventningerne for 2020.
Banken forventer nu et nettoresultat på 1,6 mia. efter skat mod tidligere en forventning om 1-1,5 mia. kr.
»Opjusteringen skyldes en kombination af en god kundeaktivitet, en gunstig udvikling på de finansielle markeder, lave basisomkostninger og en fortsat solid kreditkvalitet.«, lyder det fra banken i en meddelelse tirsdag.
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
»Erhverv noterer en tilfredsstillende tilgang af kunder med god bonitet. I Privat er den store organisationsændring nu ved at være indarbejdet, hvilket har resulteret i tilfredsstillende resultater i 3. og 4. kvartal. Realkreditområdet følger den forventede udvikling med fokus på håndhævelse af kreditpolitikken. Jyske Finans har et højt aktivitetsniveau og når et resultat tæt på 2019. Jyske Markets oplever høj kundeaktivitet. Kapitalforvaltningsenheden oplever et tilfredsstillende aktivitetsniveau,« lyder det fra Jyske Bank.
Samtidig ønsker næstformanden i Jyske Banks bestyrelse, den 67-årige advokat Philip Baruch, at udtræde af bestyrelsen, når hans valgperiode udløber ved generalforsamlingen 23. marts 2021.
