Investorer i de amerikanske luftfartsaktier kan i disse dage høre bjørnens brølen komme nærmere, for aktierne nærmer sig med hastige skridt et fald fra den seneste top på 20 pct. - og vil dermed officielt gå ind i et bjørnemarked.
Nedturen er en påmindelse om, at coronapandemien ikke er i bakspejlet. I mange lande øges spredningen af Delta-varianten og så sent som torsdag besluttede de japanske arrangører, at OL i Tokyo nu skal holdes helt uden tilskuere.
Pandemiens fortsatte styrke har fået investorerne til at sænke vækstforventningerne, og det rammer luftfartssektoren ekstra hårdt, da den var blevet handlet i vejret på forventning om e solid genåbning.
I S&P 500 er undersektoren af luftfartsaktier således faldet med knap19 pct. siden den seneste top i starten af april.
»Alle var så glade for at se vaccinationsraten stige så hurtigt, men nu er de fladet ud, og denne Delta-variant skaber en del problemer« siger Chris Gaffney, chef for globale markeder i den internationale luftfartsorganisation IATA, til Bloomberg News.
»Det har ramt luftfartssektoren.«
Læs også: Nordnet: Investorer bør forberede sig på mere uro
Læs også: Dansk kapitalforvalter om to danske aktiefavoritter: 'Der er ved at ske noget'
/ritzau/FINANS