Henter kommentarer

Novo Nordisk-aktien skudt i vejret med 45 pct. i år: 'Den skal bare være i enhver portefølje'


45 pct. Så meget er Novo Nordisk-aktien tordnet op siden årets begyndelse.

Vi taler om landets ubetinget største selskab målt på markedsværdi, og en af verdens førende inden for diabetesområdet. Kurseksplosionen skal ses i lyset af, at det danske C25-indeks steget 17 pct. i år. Novo-aktiens vilde kursridt gør medicinalaktien til en af de C25-aktier, der har klaret det allerbedst i år. De andre vender vi tilbage til.

»Udviklingen er opsigtsvækkende,« lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning, der gentager sin pointe om, at Novo Nordisk er et »fantastisk« selskab.

»Novo-aktien skal bare være i enhver portefølje,« lyder det fra Lars Hytting, der selv har Novo Nordisk-aktien i porteføljen.

Den amerikanske storbank Jefferies og Jyske Bank har dog fremhævet Novo-aktiens voldsomme kursridt. Det kan du læse mere om i 'Storbank med advarsel om Novo-aktien.' Det skal ses i lyset af, at da aktiehandlen lukkede på årets første dag lå Novo-aktien i kurs 427, mens den i skrivende stund handles i kurs 619 kr.

Udviklingen er dog ikke noget, der skræmmer Lars Hytting, der mener, at langsigtede investorer bør holde fast aktien.

»Værdiansættelsen er selvfølgelig blevet lidt strammere, men træerne er ikke vokset ind i himlen i forhold til Novo Nordisk-aktien,« udtaler han og uddyber:

»Som langsigtet investor er det ikke noget, der ændrer investeringscasen. På den korte bane kan vi sagtens ende med at se, at aktien sætter sig lidt. Den er steget 2x5 pct. de sidste par dage, og så er det ikke så mærkeligt, at den falder lidt tilbage i dag. Kortsigtet kan der sagtens være nogle, der tager lidt gevinst hjem, men i mine øjne er der ikke ændret noget fundamentalt i forhold til casen. Der er i mine øjne mere at komme efter i aktien,« udtaler han.

I C25-indekset er Novo Nordisk den aktie, der har klaret det fjerdebedst i år. På førstepladsen finder man høreapparatkoncernen Demant, der er steget 57 pct., isoleringsvirksomheden Rockwool er steget 49 pct., mens logistikgiganten DSV Panalpina er steget 47 pct.

Ser man på udviklingen blandt andre store medicinalselskaber, så er Eli Lilly steget 65 pct., Pfizer er steget 30 pct., AstraZeneca er oppe 22 pct., Roche er i plus 20 pct., mens Sanofi er steget 12 pct.

Læs også: Jyske Bank om Novo: Dette var 'eneste sten i skoen'

Se listen: Så store er de danske aktiekæmper