Smykkeselskabet Pandora er kommet bedre ud af 2021, end selskabet selv havde lagt op til i sine forventninger.

Det fremgår af foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal og hele året, som selskabet har lagt frem mandag aften.

Over hele sidste år nåede Pandora en organisk vækst på 23 pct. mod de senest offentliggjorte forventninger om en vækst på 18-20 pct.

Samtidig kunne smykkeselskabet glæde sig over en driftsmargin (EBIT) på 25 pct. ifølge de foreløbige tal. Her var de seneste forventninger 24-24,5 pct.

I fjerde kvartal isoleret set var den organiske vækst ifølge de foreløbige tal på 10 pct., hvilket sendte omsætningen op i 9,0 mia. kr. mod 7891 mio. kr. i fjerde kvartal 2020.

For hele året steg omsætningen til 23,4 mia. kr. fra 19,0 mia. kr. året før.

Det blev omsat til et driftsresultat før renter og skat (EBIT) i fjerde kvartal på 2,7 mia. kr. - svarende til en driftsmargin på 30 pct.

Gennemsnitligt var en lav encifret procentsats af Pandoras fysiske butikker midlertidigt lukkede i løbet af fjerde kvartal grundet coronapandemien.

Der var dog en række markeder, hvor de fysiske butikker var negativt påvirket af andre restriktioner - ikke mindst i Kina, skriver smykkeselskabet.

Den seneste massive smittebølge med omikron-varianten betyder i øvrigt også, at der er en vis usikkerhed forbundet med forventningerne til 2022.

Kigger man på Pandoras enkelte regioner, er det særligt det kinesiske marked, der stikker blår i øjnene på smykkeselskabet.

Her var den organiske vækst nemlig minus 36 pct. i fjerde kvartal og minus 13 pct. set over hele året.

i Australien var der i fjerde kvartal en negativ organisk vækst på 12 pct. i fjerde kvartal og på minus 4 pct. set over hele året.

I Frankrig, hvor væksten over hele 2021 var negativ med 3 pct., var der dog tale om positiv vækst på 1,1 pct. i fjerde kvartal.

Stjernen var det amerikanske marked, der voksede med 18 pct. i fjerde kvartal og hele 58 pct. set over hele 2021.

Her var det italienske marked nummer to på listen med en organisk vækst på 17 pct. i fjerde kvartal og 21 pct. set over hele 2021.

Tyskland voksede med 14 pct. i fjerde kvartal og 17 pct. over hele 2021.

Det endelige årsregnskab for 2021 ventes offentliggjort den 9. februar. Her vil forventningerne til 2022 også følge.

Mandagens opjustering af forventningerne til 2021 var den samlet set fjerde fra Pandora siden årsregnskabet for 2020 i februar sidste år.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Danske eliteaktier er snublende tæt på korrektion - "taget på sengen"

Læs også: Aktiechef: Dansk aktie er urealistisk prissat

.\˙ MarketWire