Henter kommentarer

Dansk forvalter deler særligt råd efter Novo-kollaps

Karsten Hannibal er partner og CEO i fondsbørsmæglerselskabet Optimal Invest.
Karsten Hannibal er partner og CEO i fondsbørsmæglerselskabet Optimal Invest.
Vis mere

Av! Er man investeret i Novo Nordisk-aktien har det seneste år langt fra været en fest - og tiden som den sikre vej til gevinst, som aktien i mange år har været, synes at være forbi. 

Midt i stormen advarer Karsten Hannibal, partner og adm. direktør hos investeringsrådgiveren Optimal Invest, mod at lade én aktie fylde for meget i porteføljen - i stedet bør man som privatinvestor opbygge sin portefølje på en særlig måde, hvis man vil opbygge en robust portefølje.

Novo Nordisk-aktien dykkede mere end 23 pct. i tirsdagens børshandel, efter medicinalkæmpede nedjusterede og satte ord på sin kommende topchef.

Aktien er faldet over 60 pct. det seneste år, mens kursfaldet siden årsskiftet lyder på omkring 47 pct. Ikke desto mindre er aktien fortsat en favorit blandt danskerne. 

Blandt andet har man hos den anden største handelsplatform herhjemme - Saxo Bank - kunnet melde om heftig handelsaktivitet i aktien tirsdag, hvor syv ud af 10 investorer købte op i aktien, hvor antallet af handlende var 10 gange højere end gennemsnittet den seneste uge.

»Det er fristende at gribe en faldende kniv,« lyder det fra Karsten Hannibal, som er glad for, at danskerne i højere og højere grad har bevæget sig ud på aktiemarkedet. 

Men han advarer også imod at lade sig rive med uden at have sit investeringsfundament i orden.

»Når vi taler investering med vores kunder, prøver vi at lære dem, at man skal finde en balance mellem grådighed, realisme og sund fornuft,« siger han.

Med andre ord mener han, at man i første omgang bør skabe sig et investeringsfundemant at billige ETF'er og investeringsforeninger - og er man kunde hos en af de store handelsplatforme, så har man »mere eller mindre akke byggeklodser til rådighed,« siger han og tilføjer:

»Har man et investeringsfundament, der er globalt og europæisk, kan man tillade sig at have en håndfuld enkeltaktier på toppen, som man kan hygge og lege med. Så har man altid noget robust at falde tilbage på.«

At man som dansk privatinvestor skal kigge ud i verden og ikke kun på aktierne noteret på børsen herhjemme, skyldes blandt andet, at blandt andet C25-indekset er »meget snævert« forklarer Karsten Hannibal.

»Vi har typisk health care, transport og lidt bryggeri, men vi har hverken kunstig intelligens, AI eller forsvar, som er nogen af de kæmpe temaer, der kører i øjeblikket, så mit budskab har længe været, at der er en verden uden for Danmark.«

Novo-aktiens historiske fald det seneste år er ikke blot en læring om, at man skal huske at sprede sine investeringer, lyder det videre fra Karsten Hannibal. Det er også en påmindelse om, at man skal huske at gå hjem fra festen, mens den stadig er god.

»Rebalancering er fornuftigt - både når det går godt, og når det går mindre godt. Jeg har lidt den holdning, at man også nogle gange skal kigge på nøgletallene. Er det stukket helt af i forhold til price earnings? Vi har været oppe på 60-70 stykker på Novo-aktien, og selvom man tror på casen, kunne man måske godt sælge en tredjedel,« siger han og fortsætter:

»På den måde kan man skabe en positiv investorpsykologi, hvor man er glad for, at man har beholdt noget, hvis aktien stiger, mens man samtidig kan være glad for man har solgt ud, hvis aktien falder.«

Price earnings - eller P/E-tallet, som det også omtales - siger noget om, hvor dyr eller billig en aktie er, og angiver hvor meget man betaler for en krones overskud efter skat, hvis man køber aktien.

Læs mere om nedjusteringen fra Novo Nordisk her.