Ingredienskæmpen Chr. Hansen forventer stærk vækst forude.
Det viser det seneste regnskab for den danske ingredienskæmpe Chr. Hansen onsdag morgen.
Her fremlægger selskabet, der har forskudt regnskabsår, tal for udviklingen i fjerde kvartal. I regnskabet lever Chr. Hansen delvist op til analytikernes forventninger. Det viser tal, som selskabet selv har indsamlet blandt analytikerne, skriver Marketwire.
Læs også: Chr. Hansen klar med pengegave til aktionærerne
Omsætningen lander for året samlet set på 1,217 mio. euro, hvilket svarer til en stigning på 13 pct. sammenlignet med sidste års resultat, der lød på 1.077 mio. euro.
Chr. Hansen opnåede en organisk vækst på 9 pct., mens analytikerne ifølge Marketwire havde sat næsen op efter 6,6 pct. Organisk vækst er interessant, fordi det fortæller noget om, hvor dygtigt selskabet er til at drive den eksisterende forretning frem uden at satse på opkøb.
Chr. Hansen sikrede sig en overskudsgrad (EBIT-margin) på 26,8 pct., mens analytikerne havde forventet 27,1 pct. EBIT-marginen følges nøje af investorer og analytikere, fordi nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger.
Overskudsgraden fortæller med andre ord noget om, hvor effektivt en virksomhed bliver drevet, og hvor dygtig selskabets ledelse er til at balancere driftsomkostningerne i forhold til omsætningen.
Chr. Hansen-topchefen er med egne ord godt tilfreds med regnskabet.
»Vi har leveret solide økonomiske resultater på trods af et ustabilt makroøkonomisk og geopolitisk miljø. Organisk vækst nåede 9 pct., EBIT-margin b.s.i. 26,8 pct., og det frie cash flow b.a.s.i. endte på 172 mio. euro i overensstemmelse med vores seneste vejledning. Ser vi ind i 2022/23 vil vi fortsætte med at tilpasse os et skiftende forretningsmiljø for både os og vores kunder og sigter mod at levere solid organisk vækst i omsætning og EBIT i 2022/23, efterhånden som vi gør fremskridt med vores strategiske ambition om at differentiere os som en biovidenskabsvirksomhed med fokus på mikrobielle og fermenteringsteknologiske platforme,« lyder det fra topchefen.
Chr. Hansen forventer en organisk vækst i 2022/2023 i spændet fra 7-10 pct., mens C25-selskabet mener, at det er muligt at opnå en overskudsgrad på 27-28 pct.