Det har ikke været nemt for de professionelle investorer at navigere sig gennem de første tre måneder af året.
I første omgang fik udsigten til højere renter aktierne til at vakle og sidenhen blev usikkerheden afløst af krigen mellem Rusland og Ukraine, der brød ud i slutningen af februar.
Kigger man alene på de danske fonde, der investerer i danske aktier, og som er aktivt forvaltet, er det gået værst for de to fonde Fundamental Invest Stock Pick II og Fundamental Invest Stock Pick.
De er begge forvaltet af Michael Voss, der for små ti år siden blev udråbt til verdensmester i aktier af flere medier.
Med et afkast på 83 pct. i 2013 præsterede Michael Voss med Fundamental Invest Stock Pick at levere et bedre resultat end mere end 6800 fonde fra hele verden.
Hverken Fundamental Invest Stock Pick eller Fundamental Invest Stock Pick II er i nærheden af at levere det samme afkast i dag og er siden årsskiftet nede med henholdsvis 13,8 og 13,5 pct. Dermed klarer de to fonde sig absolut dårligst blandt alle de aktivt forvaltede danske aktiefonde, der investerer i danske aktier.
Omvendt er det gået bedst for pensionsgiganten PFAs fond PFA Invest Danske Aktier, der har mistet pusten med 5,2 pct. i samme periode, viser tal fra det internationale analysehus Morningstar.
Hverken Fundamental Invest Stock Pick eller Fundamental Invest Stock Pick II opererer med benchmark. Til gengæld bliver der investeret i alt fra C25 til Small Cap-selskaber samt undtagelsesvis også aktier noteret på andre nordiske fonde, fremgår det af selskabet bag fondenes hjemmeside, Fundamental Invest, som Michael Voss stiftede i 2011.
Til sammenligning er C25-indekset siden januar bakket 7,7 pct. og MSCI Denmark er nede med 4,5 pct.
Michael Voss forvalter de to fonde aktivt. Som investor betaler man typisk højere omkostninger for at være investeret i aktivt forvaltede fonde, end hvis man følger en passivt forvaltet fond. Målet for en aktivt forvaltet fond er at levere et afkast, der er højere end markedets.
Ifølge Michael Voss skyldes den kedelige start på året to faktorer.
»For det første er vores biotekrelaterede aktier, Genmab, Bavarian Nordic og Zealand Pharma blevet trukket med ned af en voldsom nedtur i det amerikanske biotekindeks, men situationen ser ud til at have stabiliseret sig, og alle tre aktier er begyndt at vende snuden opad på ny,« skriver han i en mail til Euroinvestor.
Michael Voss tilføjer, at især Zealand Pharma bør få revanche, efter selskabet har meldt ud om en ny strategi, »som kommer til at reducere risikoen og burnraten betydeligt.«
Desuden hæfter fondsforvalteren sig ved, at både Bavarian Nordic- og Zealand Pharma-aktierne er blandt de mest shortede aktier med en shortbase på omkring 5 pct., »som på et tidspunkt skal dækkes ind.«
Den anden årsag til fondenes haltende performance skyldes elektronikselskaberne RTX og B&O, der har været ramt af corona-følgevirkninger.
Trods komponentmangel og høje transportomkostninger har Michael Voss fortsat tillid til ledelsen i begge danske selskaber.
»Vi ser et stort potentiale i begge selskaber, men skal nok stadig have lidt tålmodighed, før det for alvor materialiserer sig kursmæssigt,« skriver Michael Voss.
I slutningen af sidste måned sagde Michael Voss til Finanswatch, at han mener, man bør bedømme afkastet på en længere tidshorisont og ikke blot på enkelte år.
Historisk har Michael Voss da også en performance, der er bedre end det danske marked i snit. Ifølge Morningstar har Fundamental Invest Stock Pick leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 18,5 pct. set over en tiårig periode.
Men kigger man på de to fondes gennemsnitlige afkast de seneste fem år og tre år, skraber fondene fortsat bunden blandt de fonde med danske aktier som fokus og rammer markant forbi markedet.
Til gengæld ligger begge fonde i top, hvis man alene kigger på afkastet den seneste måned.
Når Michael Voss investerer, benytter han sig af stockpicking, hvilket betyder, at han ikke skeler til at have et bestemt antal aktier inden for forskellige sektorer, men i stedet håndplukker, og investerer han i aktier, han mener, der er potentiale i.
For at komme op fra bunden igen, har aktieforvalteren justeret lidt i porteføljerne. Blandt andet har han barberet antallet af selskaber ned, ligesom han også har købt mere ind i C25.
»Generelt har vi taget lidt risiko af porteføljen og koncentreret den om færre selskaber, øget beholdningen af C25-selskaber, og arbejder stenhårdt på at præstere et tilfredsstillende afkast i 2022,« skriver Michael Voss.
Læs også: Milliardforvalter om dansk himmelstormer: Det er en global vinder

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner