Pandora kom ud af juli, august og september med en omsætning på 4728 mio. kr. mod 4070 mio. kr. i det tilsvarende kvartal sidste år. Ifølge selskabets eget medianestimat ventede analytikerne en omsætning på 4655 mio. kr. Estimaterne er dog indsamlet, inden Pandora kom med den foreløbige omsætning i forbindelse med en opjustering af årets resultater den 1. november.
Driftsresultatet (EBIT) før omkostninger til restrukturering var på 957 mio. kr., svarende til en EBIT-margin på 20,2 pct. Her var der i tallene indsamlet op til regnskabet ventet 917 mio. kr. og 19,6 pct.
Læs også: Kan få stor betydning for aktierne - 'Vi er bekymrede'
Bundlinjen i kvartalet endte på et overskud på 635 mio. kr. efter skat, hvor analytikerne havde estimeret et overskud på 697 mio. kr. Tredje kvartal sidste år var ramt af coronanedlukninger på flere af selskabets markeder, og derfor landede overskuddet en del lavere sidste år - på 343 mio. kr.
Ved udgangen af tredje kvartal var omkring 5 pct. af Pandora butikker lukkede på grund af corona.
Pandora oplyser i forbindelse med regnskabet, at der vil blive udbetalt 500 mio. kr. i ekstraordinært udbytte, og derudover er der planlagt tilbagekøb af egne aktier for 2,9 mia. kr. frem til 4. februar 2022.
Helt specifikt udloddes et udbytte på 5 kr. per aktie, som betales 17. november.
Frem til udgangen af september har Pandora udloddet 2,1 mia. kr. til aktionærerne gennem en kombination af ekstraordinære udbytter og aktietilbagekøb.
Læs også: Stor fremgang hos Novo Nordisk
Læs også: Pensionskæmpe: Det kommer til at ramme aktiemarkedet
.\˙ MarketWire