En pille mod peanutallergi ser ud til at have sendt et af de danske medicinalselskaber op onsdag eftermiddag.

ALK-Abelló har udsendt resultaterne fra et fase-1-studie for tabletvaccinen mod peanutallergi, og konklusionen lyder, at pillen er sikker. Derfor kan den nu gå videre til fase-2, som ventes afsluttet i 2026, skriver ALK-Abelló i en fondsbørsmeddelelse.

Investorerne tager pænt imod nyheden. ALK-aktien stiger 5,7 pct. i skrivende stund.

Resultatet af fase-1-studiet skaber også begejstring i hovedkvarteret i Hørsholm.

»Vi er meget glade for at kunne rapportere om yderligere positiv fremdrift med vores ALLIANCE-forsøg, som adresserer den potentielt livstruende peanutallergi. Vi begynder at se konturerne af en simpel, bekvem og sikker medicin, som kan blive en vigtig behandlingsmulighed for patienter, hvis liv er dybt påvirket af sygdommen,« siger ALKs forskningsdirektør, Henriette Mersebach, ifølge meddelelsen.

Hvis pillen mod peanutallergi klarer sig gennem fase-2, vil ALK-Abelló påbegynde et fase-3-studie, som selskabet forventer kan være afsluttet i slutningen af 2020erne ifølge meddelelsen.

De seneste 12 måneder er ALK-aktien steget med omkring 60 pct., hvilket har sendt markedsværdien op over 30 mia. kr.

Læs også: Aktiechef advarer investorer med Novo Nordisk-aktier

Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2025: En dansk folkeaktie og to der er for billige