Investorerne har øjnene stift rettet mod den amerikanske centralbank, der med en ny og hårdere tone vil bekæmpe inflationen har sendt aktierne i markante dyk fra årets start.

I aften dansk tid er der nyt fra Federal Reserve, da centralbankchef Jerome Powell skal tale til Senatet i forbindelse med sin genindsættelse.

Aktiemarkedet er på stikkerne lyder det fra pensionsgiganten Sampension.

»Bevægelser i rentemarkedet har været en væsentlig drivkraft bag udsving i aktiemarkedet siden årets start. Danske aktier (OMXC25) er nede 7 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks er nede ca. 5 pct. Kursfaldene skyldes i høj grad en hurtig stigning i amerikanske renter, der i høj grad har at gøre med udmeldinger fra den amerikanske centralbank, Fed. Derfor vil markedet være på stikkerne tirsdag aften og svinge til bankchefens taktstok,« skriver Philip Jagd, aktiechef i Sampension i kommentar til dagens møde i USA.

Ifølge Sampension er der god grund til at forvente, at Powell fortsætter sin linje fra de tidligere uger med at kommunikere en normalisering af pengepolitikken imod en gradvist mindre balance og højere renter.

”For det første er pengepolitikken langt fra, hvor en traditionel taylorregel - en funktion af ledighed og inflation - siger, at styringsrenten burde være. For det andet har der de seneste måneder været et voksende politisk pres for at stække den høje inflation i USA. Inflationen stjæler købekraft fra amerikanske vælgere, og det er ikke noget, politikere bryder sig om, når de skal på genvalg til efteråret. Derfor tror jeg godt, vi kan regne med, at Powell vil love, at han vil gøre, hvad han kan for at dæmpe inflationspresset,” lyder det fra Philip Jagd.

Aktiechefen er dog ikke sikker på, at Powell og Fed igen vil sende aktierne ud i dramatiske bevægelser.

»Årsagen til, jeg ikke er nervøs for markedernes reaktion, er, at rentemarkedet nu priser tæt ved seks renteforhøjelser de næste to år – imod bare to for et par måneder siden - og det tror jeg er tæt på den virkelighed, der kan og vil lade sige gøre for Fed. Derfor tvivler jeg på, at reaktionen i aktiemarkedet bliver markant i aften. Men lad os se - for markedet har været tiltagende følsomt over for disse pengepolitiske signaler de seneste uger,” lyder det fra Philip Jagd.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Danske Bank-strateg: Hvis du er optimist, kan du købe disse vækstaktier

Læs også: Goldmans strateger: Aktienedturen kan være overgjort