Humørsyge aktiebørser er torsdag vendt rundt og ligger stærkt underdrejede, efter at den amerikanske centralbank onsdag præsenterede sin største renteforhøjelse siden 1994.
Første reaktion var ellers positiv, da centralbankens renteforhøjelse på 75 basispoint blev set som et væsentligt skridt mod på sigt at få has på den skyhøje inflation.
Men optimismen på Wall Street holdt kun kort. De amerikanske aktiefutures falder tungt torsdag, og de europæiske aktieindeks ligger i store minusser på op mod 3 pct.
Læs også: Lau Svenssen: Er der snart en bund i aktiemarkedet?
Herhjemme falder C25-indekset, hele 3,6 pct. til 1513,05. Det er syvendestørste fald nogensinde og det laveste niveau siden efteråret 2020.
»Nu har vi tygget lidt på meldingerne og de kan tolkes hårdt, og som udtryk for, at banken nu er kommet så langt bagefter (med inflationsbekæmpelsen, red.), at der kommer 75 basispoint, samtidig med at der er behov for mere,« siger chefstrateg i PFA Tine Choi til MarketWire.
Hun ser onsdagens stigninger i USA som et skulderklap til centralbanken for, at den handler i forhold til at få den tårnhøje inflation på senest 8,6 pct. på årsbasis bragt ned.
Problemet er bare, at inflationsbekæmpelsen vil fortsætte, og at renten risikerer at tage pusten fra økonomien og bremse væksten.
På det næste møde er der ifølge den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, udsigt til en ny stor renteforhøjelse på yderligere 50-75 basispoint.
Og den amerikanske centralbanks egen prognose indikerer en rente på 3,375 pct. til nytår for at få has på inflationen mod det nuværende interval i 1,50-1,75 pct. Med andre ord mangler centralbanken at hæve med lige i underkanten af 1,75 procentpoint yderligere i år.
Problemet er bare, at det kan vise sig ikke at være nok.
»De har også lagt rentestigninger ind i starten af næste år, og jeg tror, at banken kommer til at fortsætte i første kvartal af 2023,« siger Tine Choi.
Læs også: 'Mærsks nedtur er meget markant'
Hun tvivler desuden på, at banken kan nøjes med at hæve renten med 1,75 pct. i år.
»Men det er så også her, at usikkerheden kommer ind, fordi vi ikke ved, hvordan tingene udvikler sig både i forhold til forsyningskæder og krigen i Ukraine, og alle de ting, der har gjort, at vi er i den situation, vi befinder os i nu.«
Fremadrettet venter mere uro på aktiebørserne, mener Tine Choi.
»Det vil svinge rigtigt meget, og vi tror, at det, der skal til for, at vi kan få en mere holdbar positiv stemning, er at Fed kan gå på pause med sine renteforhøjelser. Det vil ske, når inflationen for alvor begynder at gå nedad, og vi kan se, at Fed har gjort, hvad den skulle, og har plads til at se, hvordan de økonomiske data udvikler sig,« siger chefstrateg.
Hun peger på, at vi siden finanskrisen har haft en situation med lav inflation og en ekstremt lempelig pengepolitik, hvilket har været understøttende for praktisk taget alt på de finansielle markeder. Men nu er situationen stik modsat. Nu er inflationen tårnhøj og renterne vil stige.
»Så andet halvår bliver nok ikke meget bedre, end det vi har set nu. Vi skal ikke nødvendigvis falde lige så meget. Det kommer an på, om recessionen materialiserer sig. Og vi kan også godt se, at markedet vil genvinde lidt. Men vi skal ikke forvente positive afkast i år,« siger Tine Choi.
Helt overordnet anser PFA risikoen for en recession, eller økonomisk tilbagegang, for at være opadgående.
Derfor går PFA også defensivt til værks og har branchemæssigt et godt øje til medicinal- og forsyningssektoren, mens industriaktier er vægtet ned.
»Der er ingenting, der er sikkert, men jeg har svært ved at se, hvordan Fed skal få inflationen bragt ned, uden at vi får en recession. Der bliver tale om en mild, eller teknisk recession med et til to kvartaler med negative vækstrater. Men jeg forventer ikke en krise, som finanskrisen. Husholdningernes økonomi er god,« konstaterer Tine Choi.
Læs også: Danske Bank forventer mindre nedtur: Det bør du gøre nu
Læs også: Lundbeck jubler: 'Vi er enormt stolte'
.\˙ MarketWire