Henter kommentarer

Dansk robotselskab med nye mål: Vil omsætte for 1 mia. kr. i 2027


Det lille danske selskab Shape Robotics, der udvikler robotter til blandt andet undervisning, har præsenteret sin strategi for årene 2024-2027. 

Her vil Shape Robotics fokusere på at udvide forretningen yderligere, samtidig med, at man styrker sin forretningsmodel. 

Det fremgår af en selskabsmeddelelse. 

Læs også: Udenlandske investorer køber flere danske eliteaktier: Dette er favoritten

Udover at præsentere sin nye strategi for investorerne, melder Shape Robotics også ud omkring sine finansielle målsætninger for perioden. Senest i 2027 går Shape Robotics efter at ramme en omsætning på 1 mia. kr., samtidig med at man har en EBITDA-margin på mellem 12-15 pct. 

Disse udmeldinger skal dog ses som ambitioner, og ikke finansielle mål, fremgår det af meddelelsen. 

»Shape Robotics står over for et enormt potentiale, og vi er på en meget stærk vækstvej. I fuld overensstemmelse skal ledelsen og bestyrelsen sikre, at vores talentfulde teams udvikler sig, og at vores tværfaglige virksomhedsgrundlag styrkes for at kunne eksekvere og levere på vores ambitiøse mål,« udtaler bestyrelsesformand Jeppe Frandsen. 

Af det senest tilgængelige regnskab fra Shape Robotics (3. kvartal 2023) fremgår det, at selskabet havde en omsætning på 84,6 mio. kr. i de første tre kvartaler af 2023. I denne periode lande bundlinjen på et underskud på -11 mio. kr. 

Selskabet havde en omsætning for hele 2022 på 87 mio. kr., hvor bundlinjen landede på -4 mio. kr. 

Det seneste år er Shape Robotics-aktien steget med knap 70 pct. på børsen i København.