Henter kommentarer

Dansk selskab med friske tal - aktien stiger


Omsætningen er gået tilbage i første kvartal hos det danske selskab Schouw & Co. men til gengæld løftes driftintjeningen »væsentligt«. 

Det fremgår af et dugfriskt regnskab for første kvartal, som Schouw & Co. netop har sendt ud tirsdag formiddag. Her er Schouw & Co. også ude med en justering af sine forventninger til året, men det vender vi tilbage til senere. Først kigger vi lidt på tallene for første kvartal: 

Således lander omsætningen i første kvartal på 7,8 mia. kr. mod 8,6 mia. kr. i første kvartal af 2023. Det er en reduktion på 9 pct. 

Læs også: Økonomer jubler over nye europæiske væksttal: 'Der er et stemningsskifte i gang'

Til gengæld går driftsindtjeningen målt på EBITDA frem til 652 mio. kr. i første kvartal af 2024 mod 511 mio. kr. i første kvartal af 2023. 

Bundlinjen går således også frem til 146 mio. kr. i 2024 mod 109 mio. kr. i første kvartal af 2023. 

»Første kvartal i 2024 begyndte rigtig godt for Schouw & Co. og i særdeleshed i fiskefodervirksomheden BioMar, der er den største virksomhed i porteføljen,« udtaler adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, der fortsætter: 

»Både indtjening og pengestrømmen fra driften er betydeligt højere end samme kvartal sidste år, men omsætningen reduceres som følge af lavere priser på råvarer og komponenter. Det giver anledning til en betydelig forøgelse af EBITDA-marginen.«

Læs også: Europas økonomi kører i slæbesporet: Derfor er det godt for disse danske boligejere

I forbindelse med dagens tal justerer Schouw & Co.  nemlig sine forventninger til året. Selskabet regner nu med, at omsætningen bliver lavere end man tidligere har meldt ud. Forventningen til koncernens omsætning i 2024 reduceres således nu til størrelsesordenen 34,8-37,3 mia. kr. mod de senest udmeldte forventninger om 35,3-37,8 mia. kr.

Til gengæld opjusterer Schouw & Co. sine forventninger til årets resultat når det kommer til driftsindtjeningen målt på EBITDA. Her regner man nu med et resultat i størrelsesordenen 2,74-3,04 mia. kr. mod en tidligere forventning om 2,68-2,98 mia. kr. 

Efter offentliggørelsen af regnskabet er Schouw & Co.-aktien gået fra at handle med en lille stigning på 0,5 pct. til nu at være oppe med 3,2 pct. 

Schouw & Co. er et dansk industrikonglomerat, der ejer en lang række virksomheder. Blandt andet selskabet BioMar der producerer fiskefoder og selskabet Borg Automotive. 

Det seneste år er Schouw-aktien faldet med 7,4 pct.