Henter kommentarer

Danske aktier har fået tæsk


Danske aktier har været noget mere udfordret i september end i årets andre måneder.

I løbet af september er danske aktier – målt på det toneangivende C25-indeks – faldet med 4,8 pct. Det er noget mere end for eksempel i Sverige, hvor OMX30-indekset er faldet tilbage med 3,8 pct., og Tyskland, hvor DAX-indekset er faldet med 3,6 pct. Danske aktier har også været mere udfordret end det amerikanske børsmarked som helhed. Her er det brede amerikanske S&P 500-indeks til sammenligning faldet 2,7 pct. i løbet af den sidste måned.

I C25-indekset er der kun to danske aktier, der ikke er faldet tilbage i september, viser Bloomberg-data. Det er Danske Bank-aktien og Vestas-aktien. Resten af aktierne i indekset er i rødt. I bunden finder man Rockwool-aktien, der har tabt 17,5 pct, mens Ørsted-aktien har smidt 14,8 pct.

Læs også: Milliardforvaltere med forskellige investeringsstrategier: 5 aktier er de enige om

En af dem, der har luftet sin bekymring omkring udviklingen i danske aktier er Danske Banks chefstrateg, Frank Øland. Det skete i en kommentar, hvor han advarede danske investorer mod kun at have danske aktier.

»Det har været godt i årets første tre kvartaler, men det er jo ikke sikkert, at det er de samme heste, som der skal satses på fremadrettet. Det værste er dog, at man bliver lidt blind, hvis man kun følger det danske aktiemarked, og der er sektorer, som man helt afskærer sig fra. Vi har for eksempel ingen automobilindustri i Danmark, selv om det er en stor sektor globalt. Men mere alvorligt: Har du kun haft danske aktier, er du gået glip af tech-selskabernes lange optur. Måske misser du også den næste store trend,« udtalte Frank Øland i den forbindelse. Det kan du læse mere om her.

Siden årets begyndelse er det danske C25-indeks steget med 13,3 pct, svenske OMX30-indekset er steget med 21,8 pct., mens det tyske DAX-indeks er steget med 11,2 pct.

Det amerikanske S&P 500-indeks er i samme periode oppe med 23,9 pct, mens de europæiske børsmarkede – målt på Stoxx 600-indekset – er steget 16,5 pct.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Nordnet: Nervøse markeder kan vare ved i uger

Læs også: Mærsk dykker femte dag i streg: »Der er en større korrektion i gang i rederisektoren«