Med en foreløbig stigning på omkring 3 pct. ved middagstid kan danske aktier målt på C25-indekset måske ramme årets bedste dag, men investorerne skal være klar på, at billedet måske ikke er så rosenrødt, som prisniveauet indikerer.
Det vurderer Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.
Årets hidtidige bedste dag for C25 var tilbage i august, hvor det danske hovedindeks steg med 2,6 pct.
Men efter den amerikanske centralbank, Fed, onsdag aften dansk tid meldte ud, at man nu regner med tre rentenedsættelser i 2024, er der torsdag kommet fart på C25-indekset.
»Det er meget logisk, at danske aktier får en større optur end i andre steder i Verden. Vi har et aktiemarked med mange rentefølsomme selskaber,« forklarer Jacob Pedersen til Euroinvestor.
Læs også: Dansk forvalter har fokus på nordiske aktier. Men Novo Nordisk har han sorteret fra
Rentestigninger giver sværere betingelser til selskaberne, og derfor reagerer aktier ofte positivt på udsigter til rentenedsættelser.
Jacob Pedersen påpeger, at det er første gang, at Fed for alvor tager fat i snakken om rentenedsættelser, og det ser investorerne som en bekræftelse af deres opfattelse den seneste tid.
»Den sidste halvanden måned er aktieinvestorerne gået i sandkassen, og de er begyndt at lege. Nu får de så at vide fra en voksen, at de faktisk gerne må lege,« siger Jacob Pedersen.
Selvom aktieinvestorerne nu har fået lov til at lege videre i sandkassen, mener analysechefen stadig, at investorerne må grave sig forsigtigt frem.
»Vi ser en økonomi i 2024, som kommer til at stå endnu mere stille end i 2023. Det, synes vi ikke, er afspejlet i de forventninger, der er til indtjeningerne eller i prisfastsættelsen på aktierne. Derfor forsøger vi at mane lidt til forsigtighed, fordi investorerne indregner en silkeblød landing og 10 pct. indtjeningsvækst. Vi har ingen ledige hænder på arbejdsmarkedet, så jeg har svært ved at se, hvor det skal komme fra,« siger Jacob Pedersen.
Læs også: Dagens vigtigste begivenhed sker om få timer – dette holder storbank øje med
Aktieanalysechefen forudser, at markedet i 2024 kommer til at være mere fokuseret på indtjening fremfor renteniveauet, og der venter ikke nødvendigvis godt nyt ifølge ham.
»Jeg tror, at vi får nogle ret betydelige indtjeningsskuffelser i 2024, og det kommer til at kaste lys over, at prisfastsættelsen er kørt for højt op på aktiemarkedet,« siger Jacob Pedersen.
Som investor kan man måske sidde og håbe på, at nogle rentenedsættelser kan rette op på denne udvikling, men det skal man ikke nødvendigvis sætte sin lid til, advarer han.
»Investorerne er fuldstændig mentalt fanget i en hunger efter de lavrentelykkepiller, som vi har fået gennem 15 år, men der tror jeg ikke, vi kommer tilbage til. Det vil vise sig, hvornår investorerne vil lade det afspejle i kurserne,« siger Jacob Pedersen.
Markederne forventer i øjeblikket fem rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank i 2024. Jacob Pedersen fortæller, at Sydbanks forventning er, at renterne skal ned i 2024, men det kommer til at gå langsommere end investorerne forventer.
Læs også: Analytiker om Ørsteds store stigning: 'Er blevet straffet voldsomt i år'
Læs også: Jyske Bank sænker anbefaling på grøn dansk aktie: 'Skal løbe stærkt'


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner