Du skal forberede dig på, at dine aktier bløder, når børshandlen bliver skudt i gang tirsdag.
Det forudser Danske Banks senior strateg Natalie Setlak, efter amerikanske aktier blev sendt ud i brutale fald mandag.
»Der forventes blødrøde markeder i morgen (tirsdag, red.) i Europa,« advarer hun og uddyber:
»Det negative sentiment på aktiemarkedet forventes at fortsætte, indtil investorerne får større tiltro til, at økonomien fortsat er robust. Aktier vil derfor fortsat være under pres tirsdag, da den økonomiske makrokalender er sparsom, hvilket betyder, at der ikke kommer nye data, der kan hjælpe med at ændre stemningen.«
Bølgen af kursfald ventes at fortsætte tirsdag, efter vi mandag så det største aktieudsalg på det amerikanske aktiemarked i over to år.
Investorer flygtede ud af teknologiaktier som Alphabet, Amazon, Apple, Meta Platforms, Microsoft, Nvidia og Tesla, der alle sendt ud i markante kursfald. Værst gik det ud over Tesla. Det kan du læse om her.
Konsekvensen var, at det teknologitunge Nasdaq indeks faldt mere end 4 pct. Sidst vi oplevede så store bevægelser i Nasdaq indekset var i september 2022, hvor frygt for recession, skyhøj inflation og massive renteforhøjelser ramte aktierne, bemærker hun.
Investorer dumper aktier af frygt for en stor økonomisk nedtur efter en række økonomiske data fra USA var svagere end ventet.
Svingende udmeldinger fra USA's præsident Trump om toldkrig og hans seneste udtalelse om, at en recession senere på året ikke kan udelukkes har øget investorernes frygt.
Læs også: Trump sender chokbølge gennem aktiemarkedet – her sker der 'grimme ting'
Det er især de højtflyvende teknologiaktier, der sælges nu, bemærker Danske Bank-strategen.
»Det er naturligt, at investorerne vælger at tage noget profit hjem efter den ekstreme optur, vi har set i denne del af markedet,« forklarer Natalia Setlak.
Inden teknologiaktier stabiliserer sig, er det dog svært at se en vending på aktiemarkedet som helhed, da teknologiaktier udgør en stor del af markedet, påpeger hun.
Hun hæfter sig ved, at defensive sektorer har klaret sig markant dårligere end de cykliske aktier de seneste år. Defensive aktier har imidlertid mulighed for at stråle i børsmørket, forklarer hun.
Aktier inden for sundhedssektoren og stabilt forbrug har klaret sig bedre end markedet over de sidste to uger, selvom de også har leveret negativt afkast, bemærker hun.
Læs også: Kæmpe nedtur til danske aktier: Novo Nordisk og Genmab straffet hårdt
Læs også: Boligredaktør: Her er vinderne og taberne på rentefronten lige nu
AI-investering - fuld fart frem eller sat på pause?
Onsdag den 26. marts byder Millionærklubben igen indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Her zoomer vi ind på kunstig intelligens som ét af de seneste års helt store investeringstemaer, undersøger om det fortsat vil præge debatten i 2025 og debatterer, om man som investor bør geare op eller ned for AI-relaterede investeringer. Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde: Bent Dalager, Head of Innovation & NewTech fra KPMG, Peter Garnry, investor og fast finanskommentator i Millionærklubben og Henrik Karlsen, CEO og investeringschef hos Horizon3. I løbet af aftenen byder vi også på et glas vin, øl eller sodavand og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner