Henter kommentarer

Danske Bank-aktien er steget kraftigt: 'Der er mere at komme efter'


Der er langsigtet mere at komme efter i Danske Bank-aktien, lyder vurderingen.

Den kommer fra Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, der har set nærmere på Danske Bank-aktien, efter bankens opjustering torsdag aften.

Det er de stigende renter, som gør, at Danske Bank tjente noget mere end ventet i første kvartal. Banken forventer nu en nettoindtjening på 16,5-18,5 mia i 2023.

»Opjusteringen er selvsagt positiv, men der er langsigtet mere at komme efter,« lyder det fra Per Hansen.

Læs også: Milliarder rammer danskernes konti i dag

Det skal ses i lyset af den pæne udvikling, som Danske Bank-aktien har oplevet i løbet af de seneste 12 måneder. I den periode er aktien steget 26 pct.

Konkurrerende nordiske storbanker har stadig et omkostningsniveau, som ligger lavere end Danske Bank. Det viser ifølge investeringsøkonomen, at der er muligheder for, at Danske Bank også kan få nedbragt omkostningerne.

Han hæfter sig samtidig ved, at Danske Banks hensættelser til tab lyder på 2,5 mia., hvilket ifølge ham er moderate, men stadig noget højere end hos konkurrenterne.

»Hvis eller når omkostningerne kan nedbringes yderligere og hensættelserne matcher konkurrenterne, vil Danske Bank mere varigt være i stand til at levere resultater, som ligger tættere på de konkurrenter, som banken gerne vil sammenligne sig med,« vurderer Per Hansen.

Læs også: Klar melding til Novo-aktionærer: ‘Læn dig tilbage og glæd dig’

Danske Bank har løbende guidet på 2023-forventningerne i form af en egenkapitalforrentning på 8,5-9 pct., påpeger Per Hansen. Han ser nu gode muligheder for, at egenkapitalforrentnignen kan blive to-cifret. Det ændrer dog ikke på, at Danske Bank stadig kan optimere forretningen, mener han.

»Selv om Danske Bank præsterer to-cifret egenkapitalforrentning, ligger det stadig 2,5-3,5 procentpoint væk fra de allerbedste,« forklarer han.

Egenkapitalforrentning er et mål for sammenhængen imellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer. Roe fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over. Jo højere ROE, desto bedre.

Læs også: Børshus tror slet ikke på C25-aktie - spår stort kursfald

Læs også: Maj Bank: Elbiler og behovet for råvarer