Henter kommentarer

Dansk økonomi vokser - Danske Bank fremhæver særligt fænomen


Den stærke danske BNP vækst kommer på en billig baggrund.

Det vurderer cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen, efter nye tal for BNP-væksten fra Danmarks Statistik.

»2022 blev som ventet et glimrende år for BNP med en vækst på 3,6 pct. 2021 var kraftigt tynget af corona og nedlukninger, men restriktionerne blev stort set fjernet i løbet af 2021, og allerede ved udgangen af det år havde vi fået et stort løft,« skriver Las Olsen.

Læs også: Ser ændring i markedet - anbefaler ændring i danskernes yndlingsaktier

Selvom væksten var positiv, er der flere negative ting, man kan fremhæve, fortæller cheføkonomen.

»Gennem 2022 var der egentlig ikke så meget at råbe hurra for, forbrugerne var kraftigt tyngede af de stigende priser og brugte reelt 5 pct. mindre i fjerde kvartal 2022 end på samme tid året før, men eksportvirksomhederne gjorde det godt og 2021 skabte en billig baggrund at sammenligne med, så derfor endte 2022 altså med at se ret godt ud på overfladen,« skriver Las Olsen i en kommentar.

Udover et dårligt sammenligningsår er der en anden særlig grund til den stærke vækst, fortæller cheføkonomen.

»Langt det meste af det skyldes en eksplosiv stigning i medicinproduktionen. Sert man bort fra det, er der en ganske klar afmatning, blandt andet i form af et fald i privatforbruget på 0,5 pct.,« skriver Las Olsen.

Medicinproduktionen bliver afgørende i forhold til udsigterne for 2023.

»Hvordan væksten bliver her i 2023 kommer meget an på, om den kolossale stigning i medicinalproduktionen i december er et engangsfænomen eller noget, der bliver ved. Hvis den fortsætter, kommer vores tidligere prognose om et fald i BNP i år næppe til at holde stik, men selv hvis vi ser bort fra medicinen tegner det noget lysere end hidtil antaget. Det skyldes først og fremmest, at vi har fået store fald i energipriserne, som giver råd til at bruge penge på andre områder, og at det også ser noget lysere ud end frygtet for global industri og dermed en stor del af eksporten,« skriver Las Olsen.

Han er dog ikke optimistisk for udsigterne for 2023.

»Renteudsigterne er steget, og vi har altså under alle omstændigheder behov for en grad af afmatning, så noget jubelår er der fortsat bestemt ikke udsigt til,« skriver Las Olsen.

EUs BNP-vækst endte også på 3,6 pct. ifølge Danmarks Statistik.

Læs også: Se dommen: Ét selskab får topkarakter – et andet falder igennem

Læs også: Jyske Bank om dansk folkeaktie: Væksthistorien er der