Når Danske Bank til årsskiftet flytter sit hovedsæde fra Erichsens Palæ, er det ikke kun 140 års lang bankhistorie i området omkring Kongens Nytorv, der ophører.
Banken efterlader også en overdådig 'slet skjult hemmelighed' - nemlig en kunstsamling til flere millioner, skriver TV2 Kosmopol, der har været forbi Danske Banks historiske lokaler i hjertet af København.
Lokalerne rummer en kunstsamling så stor, at den kan matche flere af landets museer. Kunstværkerne løber op i omkring 3.000 styk, er udelukkende danske og tæller kunstnere fra Asger Jorn til P.S. Krøyer.
I forbindelse med flytningen skal mange af malerierne under hammeren hos Auktionshuset og Bruun Rasmussen.
Det er efterhånden fem år siden, at Danske Bank meldte ud, at de ville flytte til et nyt hovedsæde.
Det kommende domicil befinder sig på Postgrunden tæt på Københavns Hovedbanegaard.
»Der er ingen tvivl om, at Holmens Kanal har været en central del af bankens 147-årige historie og kulturelle identitet, som vi tager med os i det nye hovedsæde. Men hvis banken også i de næste 147 år skal fortsætte med at være en moderne og innovativ bank for vores kunder og medarbejdere, så må vi skabe nye og mere tidssvarende rammer, der i højere grad lever op til vores ambitioner,« lød det tilbage i 2018 fra daværende topchef Thomas F. Borgen i en pressemeddelelse.
Læs også: Investorer har høvlet dem ned – nu gør to danske aktier comeback
