Danske Bank vil kompensere omkring 900 kunder med millioner.
Det oplyser banken, der forventer, at den vil betale 80-100 mio. kr. til de ramte kunder. Banken benytter samtidig lejligheden til at fortælle, at man har fundet en ny fejl. Det drejer sig om møgsagen om investeringsproduktet Flexinvest Fri, hvor banken i visse tilfælde vidste, at kunderne ville tabe penge på produktet.
I videoen ses udviklingen i markedsværdien pro anno for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
»Vores gennemgang viser, at omkring 900 kunder ikke modtog tilstrækkelig information om de forventede negative nettoafkast i de berørte lavrisikostrategier. Det undskylder vi og kompenserer naturligvis de berørte kunder,« siger Danske Banks direktør for Private Banking i Danmark, Bente Nielsen.
Da skandalen om Flexinvest kom frem, igangsatte Danske Bank en gennemgang af bankens investeringsprodukter for at se, om der var lignende udfordringer med andre produkter.
'Gennemgangen har indtil videre vist, at der fra 1. februar 2017 til 5. juli 2018 var en lignende udfordring med forventet negativt nettoafkast i nogle af lavrisikostrategierne i pasningsløsningen Danske Porteføljepleje, som kunderne ikke blev informeret tilstrækkeligt om.' lyder det fra banken.
'Danske Bank begynder i dag at informere de berørte nuværende og tidligere kunder og vil naturligvis kompensere dem. Der er primært tale om Private Banking-kunder i Danmark,' oplyser banken og fortsætter:
'Danske Bank er i gang med at beregne de enkelte kunders kompensation og få afklaret de skattemæssige konsekvenser. Vi kontakter kunderne med oplysning om kompensationen, så snart dette er afklaret. Vi forventer, at den samlede kompensation vil være mellem 80 mio. kr. og 100 mio. kr.'
Læs også: Investeringschef: Usikkert om tech-nedtur er starten på en korrektion
Læs også: Aktieekspert om kraftigt fald: Derfor er det ikke en overraskelse
