Henter kommentarer

Danske Bank skruer ned for amerikanske tech-aktier

Foto: Mike Blake
Vis mere

 

Efter mandagens positive nyhed om en vaccine skruer Danske Bank nu ned for sin overvægt mod digitale vækstaktier, da de er sårbare overfor en sektorrotation. Det skriver Børsen.

Danske Bank vil konkret skære ned på aktier indenfor digitalt forbrug, der eksempelvis tæller aktier som streamingtjenesten Netflix, det sociale medie Facebook og gamingselskabet Activision Blizzard, som alle faldt hårdt mandag-tirsdag denne uge.

“Der er kommet lidt for meget medvind på cykelstierne, og det er de aktier, der er mest sårbare, når der kommer en rotation,” siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, til avisen.

Aktierne har nu blot en lille overvægt hos Danske Bank mod den tidligere overvægt.

Det tech-tunge amerikanske Nasdaq-indeks faldt samlet 2,9 pct. mandag og tirsdag efter de positive vaccinenyheder, som fik mange investorer til at søge mod andre sektorer. Blandt andet steg flere luftfartsaktier på nyheden, herunder SAS. Onsdag kom Nasdaq-indekset dog tilbage i grønt med en stigning på 2 pct.

Læs også: Storbank: 5 kinesiske tech-aktier taber på nye spilleregler