Danske Bank-strateg advarer: Investorer går glip af de største gevinster


Der har ikke været meget at juble over, hvis du har haft danske aktier i årets første seks måneder.
Det påpeger Danske Banks chefstrateg Frank Øland i en kommentar om udviklingen på det danske aktiemarkedet.
»Det har været et trist halvår for investorer på det danske aktiemarked. De fik nul og niks i afkast og havde faktisk klaret sig bedre, hvis de havde købt nogle kedelige statsobligationer.«
»Hvis investorerne i danske aktier er skuffede over afkastet i første halvår, så bliver de endnu mere skuffede, når de ser på, hvad de kunne have fået andre steder.«
Han henviser til, at det amerikanske aktiemarked er steget næsten 9 pct. i første halvår. Særligt teknologiaktier har klaret sig godt, bemærker han. Det teknologitunge Nasdaq indeks er steget 11 pct. - og kan måske nå at stige lidt mere inden det lukker halvåret i aften, bemærker han.
Læs også: Bitter indrømmelse fra topchefen: 'Vi lever ikke op til vores potentiale'
Men der er endnu vildere kursstigninger derude, understreger han.
Sydkoreanske investorer jubler nok lidt højere end de danske. Det meget teknologitunge sydkoreanske KOSPI-indeks er nemlig steget 101,1 pct. i første halvår.
Årsagen? AI-boomet og særligt efterspørgslen på hukommelse og datalagring har sat gang i en voldsom børsfest. Det har også drivkraften bag den bedst præsterende aktie i det amerikanske S&P 500 indeks, nemlig SanDisk, der er steget 764 pct. på et halvt år.
»Den store forskel på danske og udenlandske aktiers afkast i 1. halvår understreger, hvor vigtigt det er ikke at have en alt for stor hjemmemarkedsbias,« forklarer han.
Danske Bank oplever stadig kunder, der har en meget høj andel danske aktier, men samlet set har kundernes hjemmemarkedsbias dog været faldende de seneste år.
En del af forklaringen på den udvikling er selvfølgelig, at deres udenlandske aktier har givet markant højere afkast end de danske.
Læs også: Tusinder af milliarder barberet af techkæmpers værdi
Læs også: Droneaktie i heftig stigning: Topchef melder om hidtil uset efterspørgsel