Efter måneder med intens fokus på udbygningen af datacentre og indkøb af processorer står markederne nu over for et afgørende skifte.
Det vurderer senior investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, i en kommentar. Ifølge strategen er vi gået fra en fase af ren fascination til en fase af kontant afregning.
»Det er første regnskabssæson, hvor markederne for alvor stiller krav om dokumentation. AI-kapløbet er ikke længere nok i sig selv – investorerne vil se klare tegn på monetisering, bedre kapitaldisciplin og synlige afkast,« lyder analysen fra Lars Skovgaard Andersen.
Læs også: Chefstrateg: Disse regnskaber kan 'sætte en positiv tone for hele aktiemarkedet'
Onsdag aften dansk tid bliver den mest intense dag i regnskabskalenderen, når fire af verdens største selskaber åbner bøgerne:
For Microsoft bliver det ifølge strategen især spændende at se, om folk rent faktisk bruger deres AI-hjælper (Copilot), og om de betaler for det.
Hos Alphabet, der står bag søgemaskinen Google, Android-styresystemet og Youtube, vil investorerne holde øje med, om selskabet stadig kan tjene (nok) penge på søgninger. holde øje med, om de omfattende infrastrukturinvesteringer begynder at give afkast i Google Cloud.
Hos Meta Platforms skal Mark Zuckerberg ifølge Danske Bank-strategen skal balancere på en knivsæg mellem fortsat stærk reklameindtjening og astronomiske udgifter til datacentre. Spørgsmålet er, om selskabets effektiviseringer reelt slår igennem.
Læs også: Ekspert spår markant brud: Storaktionær på vej mod udgangen
For ehandelsmastodonten Amazon gælder det, at alles øjne hviler på cloud-enheden AWS. Investorerne vil have svar på, hvor hurtigt Amazon kan omsætte AI-infrastruktur til højere efterspørgsel og forbedrede marginer, forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Torsdag følger iphoneproducenten Apple, men her er dagsordenen en anden. Mens de andre kæmper om AI-infrastruktur, handler Apples eksamen om den klassiske kerneforretning: Efterspørgslen på iPhone, håndtering af toldforhold og den igangværende udfasning af produktion i Kina.
Det helt store omdrejningspunkt for AI-fortællingen, chipmastodonten Nvidia, åbner først for regnskabsbøgerne senere i maj. Det betyder, at denne uges regnskaber bliver den ultimative test af, om den seneste tids kursstigninger er bredt funderet, eller om de hviler på et skrøbeligt fundament af forventninger, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Vinderne bliver dem, der kan dokumentere, at pengene skaber varige og bæredygtige afkast, fastslår Danske Bank-strategen.
Læs også: Økonom om chip-vanvid: 'Det er ikke bare vildt, det er helt ekstremt'
Læs også: Aktiemarkedets ”All Time High” kan blive endnu højere

