Henter kommentarer

Danske Bank tror C25-aktie kan stige 77 pct.


En af aktierne i C25-indekset rummer et betydeligt kurspotentiale.

Det mener man i hvert fald hos Danske Bank, der har set nærmere på GN Store Nord-aktien. Bankens senioranalytiker Christian Ryom har sænket sit bud på, hvor højt den danske høreapparataktie kan flyve, men ser ikke desto mindre et kurspotentiale i aktien på 77 pct.

Han begrunder det med valutamodvind og lavere marginer i den del af GN Store Nords forretning, der laver headsets, dvs. GN Audio. Kursmålet lyder nu på 305 kr. mod tidligere 315 kr.

Læs også: Ser kæmpe potentiale i dansk folkeaktie

Han kan godt forestille sig, at GN Store Nord bliver opkøbt af en større spiller, påpeger Marketwire.

»Vi ser GN som et potentielt opkøbsmål og venter, at konsolidering med et større høreapparatselskab kan udløse værdi på over over 50 pct. af den nuværende børsværdi,« skriver Danske Bank i analysenotatet mandag.

Det er ikke blevet mindre relevant, efter prisen på selskabet - målt på dets markedsværdi - er blevet banket ned til godt 24 mia. kr. Det afspejler, at GN-aktien er blevet kastet ud i et giftigt fald, hvor C25-aktien er faldet næsten 55 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

Læs også: Derfor skal du overveje at geninvestere dit udbytte

GN Store Nord er blevet sendt ud i kulden, efter selskabet har købt Steelseries, der producerer udstyr til gaming. GN har imidlertid måtte betale 8 mia. kr. for spilleudstyrsproducenten.

Det har sendt gælden i vejret hos det danske høreapparatselskab på et tidspunkt, hvor investeringsmiljøet har ændret sig markant.

»Kombinationen af en meget høj gældsætning, og at selskabet anses for at være delvist følsomt over for et tilbageslag i økonomien, er ren gift i et miljø med stigende renter. Det er den værst tænkelige kombination,« har Niels Granholm-Leth, aktieanalysechef hos investeringsbanken Carnegie, blandt andet udtalt til Børsen.

Det er ifølge ham især risikoen for en kapitalrejsning, der tynger GN Store Nord-aktien.