Henter kommentarer

Danske Banks formand bliver i intern e-mail kritiseret for rolle i gældssag


Karsten Dybvad, der er Danske Banks bestyrelsesformand, blev valgt til sin post på øget åbenhed. Men nu får han kritik for sin håndtering af sagen om ulovlige gældsopkrævninger, som han burde have været mere åben omkring, lyder det i en intern mail.

Det skriver Berlingske Business.

Formanden har flere gange meldt ud, at han vil gøre op med bankens tidligere ugerninger og i stedet genskabe tilliden til Danske Bank efter hvidvasksagen.

I en intern mail, som Berlingske Business og TV2 er i besiddelse af, bliver der refereret til, at Karsten Dybvad i 2019 angiveligt opfordrede til, at banken ikke skulle kommunikere detaljeret til omverdenen om gældsopkrævningen, der på det tidspunkt kunne ligne en skandalesag.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Mailen er blevet sendt af den daværende økonomidirektør, Jacob Aarup-Andersen, og modtagerne er en række chefer i Danske Bank. Jacob Aarup-Andersen skriver, at det er ”vigtigt” for bestyrelsesformanden, at ”vi ikke er specifikke på især Debt Collection i vores eksterne kommunikation” og henviser til bankens sag om gældsinddrivelse.

Jacob Aarup-Andersen har ikke ønsket at kommentere på sagen til Berlingske Business.

- Vi satte gang i oprydningen og gik i dialog med myndighederne med det samme. Vi kunne have været mere åbne, da vi var klar til at kommunikere til kunderne. Og ja, når jeg ser tilbage på det, kunne jeg da godt ønske, vi havde været det, siger Karsten Dybvad til Berlingske Business.

Læs også: Danske Bank: Finanstilsynet pålægger banken at iværksætte uvildig undersøgelse

Læs også: Danske Bank fyrer 257 medarbejdere - lige så mange fratræder frivilligt

/ritzau/FINANS